Overgreb og chikane i Hollywood skal undersøges

Anita Hill, der i 1991 stod frem og beskyldte højesteretsdommer for chikane, skal lede Hollywood-kommission.

Advokaten Anita Hill, der i 1991 stod frem og beskyldte højesteretsdommeren Clarence Thomas for chikane, skal lede en kommission, som skal forsøge at komme problemer med krænkelser og overgreb i Hollywood til livs. Foto: Reuters/Lucas Jackson (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En ny kommission skal kigge nærmere på problemerne med overgreb og chikane i Hollywood, efter at en række beskyldninger mod magtfulde mænd er væltet frem de seneste måneder.

Kommissionen støttes af stort set alle store film- og pladeselskaber, fagforeninger og topchefer i Hollywood, skriver magasinet Time.

Blandt dem er “Star Wars”-producer og lederen af Lucasfilm, Kathleen Kennedy, Disney’s administrerende direktør, Bob Iger, og akademiet bag oscaruddelingen.

– Kommissionen vil ikke kun komme med én løsning, men en omfattende strategi som skal gøre noget ved de komplekse og indbyrdes relaterede årsager til problemerne med ligestilling og magt, udtaler Kathleen Kennedy.

Kendt ansigt i spidsen for kommission

Advokaten Anita Hill skal stå i spidsen for kommissionen, skriver blandt andet NBC News.

Hill er et kendt ansigt i USA. Hun stod for 26 år siden frem med beskyldninger om krænkende opførsel mod nuværende højesteretsdommer Clarence Thomas, da han skulle udnævnes i 1991. Thomas benægter beskyldningerne.

Kommissionen lægger vægt på Hills “ukuelige mod”, da hun delte sine egen historie om sexchikane med hele verden, skriver NBC News.

Den i dag 61-årige advokat og professor ved Brandeis University siger, at fokus skal være på emner som magtforskelle og retningslinjer for sexchikane i Hollywood.

Hun udtaler, at hun er “stolt over at stå i spidsen” kommissionen, og at det er “på høje tid”, at arbejdet med at kigge på problemerne går i gang.

– Det er på tide at sætte en stopper for stilheden.

– Jeg har arbejdet på det her i 26 år. Øjeblikket skænker os en hidtil uset chance for at gøre en virkelig forskel.

Det var beskyldningerne mod den tidligere så magtfulde filmmogul Harvey Weinstein, som satte gang i en ikke tidligere set international bevægelse, der har fået navnet MeToo.

Senest har filmstjernen Salma Hayek onsdag skrevet i The New York Times, at Weinstein forvandlede indspilningen af “Frida” fra 2002 – som Hayek spiller hovedrollen i – til et sandt mareridt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS