Overraskende jobskifte

Mette Østergaard skal være public affairs- og kommunikationsdirektør i Dansk Industri

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Industri (DI) har fundet sin nye public affairs- og kommunikationsdirektør i mediebranchen, nærmere betegnet i Berlingske-koncernen.

43-årige Mette Østergaard, der er chefredaktør på Berlingske, skifter 1. juni job og rykker ind på direktionsgangen hos DI på Rådhuspladsen.

DI-direktør Lars Sandahl Sørensen kalder Mette Østergaard for "en af Danmarks stærkeste medieprofiler".

- Jeg er overbevist om, at Mette Østergaard besidder både de faglige, ledelsesmæssige og menneskelige kvaliteter til at løfte DI's i forvejen markedsledende public affairs- og kommunikationsindsats til nye højder, siger han i en pressemeddelelse.

Glæder sig

Selv glæder Østergaard sig til at bruge sin erfaring fra mediebranchen til at forbedre vilkårene for danske virksomheder.

- Det er en stor og vigtig opgave at sikre DI's mere end 20.000 medlemmer de bedste rammer, som jeg i samarbejde med de mange dygtige specialister i DI kaster mig ud i med både stor begejstring og ydmyghed, siger hun.

Mette Østergaard har tidligere været politisk redaktør på Politiken og chefredaktør på TV2 News.

Hun har været chefredaktør på Berlingske siden 2018.

Hun afløser Morten Høyer, der mandag tiltrådte som DI's politiske direktør.

Mette Østergaard bliver ny public affairs- og kommunikationsdirektør i Dansk Industri.
Powered by Labrador CMS