Overrasker med karriereskifte
Den unge komiker Eva Jin indtager hovedrollen i TV2's Zulus nye komedieserie "Klemt". Samtidig vil flere danske stjerner medvirke i serien, der får seks afsnit.
Komikeren Eva Jin fik sidste år stor opmærksomhed, da hun indtog scenen i Zulu Comedy Galla, og nu får hun en helt ny scene at stå på.
For den 22-årige komikerkomet har scoret hovedrollen i TV2’s nye komedieserie “Klemt”, annoncerer stationen i en pressemeddelelse.
Her skal Eva Jin spille børneværten Stina, som ikke er meget for at stå i spidsen for det fiktive børneprogram “7-9-13”.
I stedet drømmer Stina om at få sit eget tv-show, hvor hun selv har kontrollen og kan invitere de gæster, hun har lyst til.
Flere kendte ansigter
Undervejs i afsnittene af “Klemt” vil flere kendte ansigter dukke op. Blandt andre tv-værten Lene Beier, rapperen Branco og skuespilleren Robert Hansen.
Eva Jin er blevet valgt som frontfigur i serien, fordi hun har ingredienserne til et naturtalent, lyder det fra Asger Schønheyder, der er redaktør på TV2 Zulu.
– Ligesom hele Danmark forelskede vi os i Eva Jin efter hendes vilde optræden ved Zulu Comedy Galla sidste år, så det var jo helt oplagt at afprøve noget mere sammen med Eva. Hun er en ung, upcoming komiker og et naturtalent, siger Asger Schønheyder i pressemeddelelsen.
Har haft travlt
Eva Jin har da også haft travlt efter sin optræden til Zulu Comedy Galla.
For siden da har hun blandt andet været en del af satirepodcasten “R8DIO” og senest medvirket i DR2-komedieserien “Guru”.
Asger Schønheyder understreger, hvor langt han synes, at Eva Jin er kommet på et år.
– Det er ret vildt at gå fra at være æsel (et ungt komikertalent, red.) ved Zulu Comedy Galla 2020 til at have sin egen komedieserie under et år efter. Det er vist aldrig sket før, lyder det i pressemeddelelsen.
“Klemt” er på i alt seks afsnit. Den får premiere søndag 18. juli på TV2 Play og dagen efter på TV2 Zulu.