Overrasker med ny rolle
En af Danmarks største skuespillere, Nikolaj Lie Kaas, fik debut som 17-årig. Nu kan han også kalde sig instruktør
Nikolaj Lie Kaas er en af Danmarks største skuespillere og den eneste skuespiller, som har vundet tre Bodil-statuetter, før han fyldte 30 år.
Mandag den 22. maj fylder han 50 år.
Han er både kendt for sit skuespil, men også for et stort komisk talent, og han har blandt andet af den grund flere gange været vært på Zulu Comedy Galla.
For ham er selvironi topmålet inden for humor.
- Jeg synes kun, det er noget, der er med til at booste en person, hvis man kan se sine egne svagheder og tage pis på sig selv. Jeg forstår ikke, at folk ikke kan se, at det er en kæmpe gave, sagde han i et interview tidligere i år.
Agent for kendisser
For nylig er han endnu en gang rykket om bag kameraet som instruktør i TV 2-serien "Agent", som får premiere i 2023.
Serien bliver i otte afsnit, og selv har Nikolaj Lie Kaas beskrevet serien som "en komedie oven på et drama", som tager udgangspunkt i Joe, spillet af Esben Smed, der er agent for kendisser i underholdningsbranchen.
Allerede i februar i år fik den verdenspremiere ved Berlinalen i biografpalæet Zoo Palast i Berlin.
Forældrene begik selvmord
Nikolaj Lie Kaas er søn af Preben Kaas, som var kendt som skuespiller og revykonge, og Anne Mari Lie, som var danser og model. Parret blev skilt, da Nikolaj Lie Kaas var to år.
I 1981 begik Preben Kaas selvmord, og det samme gjorde Anne Mari Lie i 1989, og som bare 16-årig stod Nikolaj Lie Kaas tilbage uden sine forældre.
Men på trods af den tragiske fortid er det lykkedes Nikolaj Lie Kaas at få et kæmpe gennembrud inden for skuespil både nationalt og internationalt.
Han blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1998, men allerede i 1991 spillede han med i filmen "Drengene Fra Sankt Petri" som Otto, den oprørske søn af en forræder.
Filmen gav ham to danske filmpriser - en Robert og en Bodil.
Overdænget med priser
Siden har Nikolaj Lie Kaas spillet med i talrige film og serier.
Han er blandt andet kendt for sin rolle som den hjælpeløse mand i kærlighedens vold i "Blinkende Lygter" og for sine roller i "Elsker Dig For Evigt", "Rejseholdet", "De Grønne Slagtere", "Forbrydelsen", "Dirch", "Afdeling Q" og mange flere.
Rollen som Dirch Passer i filmen "Dirch" gav ham desuden både Bodil-, Robert-, Svend- og Zulu Award-prisen for den bedste mandlige hovedrolle.
Nikolaj Lie Kaas har også stået på den internationale scene, da han medvirkede i den amerikanske filmatisering af Dan Browns "Engle og Dæmoner".
I 2008 blev Nikolaj Lie Kaas gift med Anne Langkilde. Sammen har de to børn, Gerda Lie Kaas og Esther Lie Kaas.