Overrasker med ny tjans
Tv-værter, influencere og bagedyst-deltagere medvirker på en ny udgivelse af ti kendte børnesange.
En ny genindspilning af ti kendte børnesange som “Lille Peter edderkop” og “Hjulene på bussen” udkommer den 11. juni på alle musiktjenester.
Duoen bag de velkendte børnesange er de to tøjdukker Sky og Torden, som tilsammen kalder sig “Titterne”. Og de to har fået selskab af ti kendte danskere, der ikke nødvendigvis har sunget sange i offentligheden før.
Det skriver Universal Music i en pressemeddelelse.
På listen over gæstesangere kan man blandt andre høre kendisser som tv-vært Ibi Støving, der synger med på “Mariehønen Evigglad”, og influencer Mascha Vang, som synger med på “Se min kjole”.
Derudover kan man på udgivelsen høre andre danske kendissers sangstemmer, som ikke er kendt for musik tidligere, heriblandt tv- og radiovært Thomas Skov og bagedyst-finalisten Micki Cheng.
På tracklisten finder man også kendte danskere, der har arbejdet med musik før – som sangerinden Szhirley på nummeret “Bro bro brille”, bagedyst-deltageren Jasmin Gabay i sangen “Bjørnen sover” og realitystjernen Amalie Szigethy på nummeret “En elefant kom marcherende”.
“Titterne” er et nyt dansk børneformat for de et- til femårige med fokus på musik, læring og underholdning. Målet er at skabe et bedre alternativ for de mange tilbud, der er på nettet, oplyser Universal Music.
Senere på året vil der også blive udgivet en bogserie og en online programserie.