Overrasker: Rikke Gøransson forlader optagelser

I det seneste afsnit af "Paradise Hotel" tjekker hun ud af festhotellet af en særlig årsag

Offentliggjort

.

Deltagerne i det populære realityprogram "Paradise Hotel" er beredte på, at de hver uge skal sige farvel til en fra det festglade hold.

Men i det seneste afsnit af den 21. sæson får de sig noget af en overraskelse, da vært Rikke Gøransson afslører, at hun forlader Mexicos varme.

Det skriver Se og Hør, der deler et klip fra afsnittet.

Gør store øjne

- Det her, det bliver nemlig den allersidste aften …, begynder Rikke Gøransson og holder en kunstpause, mens deltagerne gør store øjne.

Mødt med grin

- For mit vedkommende. Jeg skal nemlig byde velkommen til et nyt menneske, og det kan jeg ikke gøre her, lyder det fra den gravide vært, der straks bliver mødt med grin og lykønskninger fra de ni unge hotelgæster.

Allerstørste eventyr

- Jeg vil sige tusind tak for denne her gang. Det har været et kæmpe privilegie at få lov til at byde jer allesammen velkommen. Jeg ønsker jer det allerstørste eventyr, slutter Rikke Gøransson, før hun spadserer ud af kamerabilledet.

Kom i vejen

Programmet er optaget sidste sommer, hvor Rikke Gøransson bød datteren Rio velkommen til verden. Hun har efterfølgende fortalt, at hun altid har frygtet, at en graviditet skulle komme i vejen for at være vært for et program som "Paradise Hotel".

Sexsymbol

- Men med årene, der er gået, og med den udvikling, der er sket, blev jeg mere og mere stædig omkring, at det fandeme skal kunne lade sig gøre, at man kan stå gravid som Paradise Hotel-værtinde, for jeg ikke er ansat, fordi jeg er et sexsymbol, sagde Rikke Gøransson i et interview med Ritzau i efteråret.

Første fælles barn

Kort efter at Rikke Gøransson fortalte omverdenen, at hun ventede sit første fælles barn med kæresten Bruno Da Conceicao, afslørede hendes medvært på "Paradise Hotel", Olivia Salo, at hun og kæresten Sofus Bjerg også var i lykkelige omstændigheder.

Gravide sammen

Derfor er seere af programmet blevet mødt af hele to gravide værter.

- Kombinationen af Olivia og mig, der står der gravide sammen, syntes jeg, var morsom, men også endnu stærkere på en eller anden måde, fortalte Rikke Gøransson i efteråret, hvor hun fortsatte:

Rikke Gøransson bød i sommer velkommen til datteren Rio.

Fødte sønnen Otto

- Folk har taget fint imod det, faktisk med kærlighed, og har passet på os hele vejen.

Olivia Salo, som kører resten af årets Paradise Hotel-sæson i hus som vært, fødte sønnen Otto tilbage i september.

21. sæson af "Paradise Hotel" kan ses på Viaplay og TV3.

Powered by Labrador CMS