P-vagter brød loven for at give kendt radiovært bøde
Parkeringsvagter brød loven for at give radioværten en parkeringsbøde. Det dokumenterer han med et billede.
Radioværten Anders Lund Madsen havde onsdag en noget usædvanlig – men dog pudsig oplevelse.
Anders Lund Madsen fik nemlig en parkeringsbøde ved DR Byen i Ørestaden i København.
Parkerede på handicapplads
To gutter fra QPark brød selv loven for at give radioværten en parkeringsbøde:
– Gutterne fra Qpark parkerer på handicapplads, så de ikke skal gå så satans langt for at give mig en bøde.
– For at holde uden gyldig parkeringshjemmel i de 10 minutter, det tog mig at finde net inde i DR, så jeg kunne forlænge min p-afgift. Javelja, skriver Anders Lund Madsen sammen med det billede, som han har lagt op på Instagram.
Anders Lund Madsen havde torsdag formiddag ikke tid til at uddybe situationen over for kendte.dk.
Beklager situationen
Administrerende direktør hos QPark, Alex Pedersen, er ked af episoden:
– Det er ikke i orden. Vi skal følge de samme regler som alle andre. Det er slet ikke til diskussion, siger Alex Pedersen til kendte.dk og fortsætter:
– Hvis man ikke har et handicapskilt og ikke er handicappet, så må man ikke holde på sådan en plads. Det gælder også for vores medarbejdere, fortæller Alex Pedersen.
Donerer penge
Regeringen bestemte i 2014, at det koster dobbelttakst at holde på en handicapplads ulovligt:
– Vi donerer en del af pengene til Dansk Handicap Organisation. For vi mener heller ikke, det er i orden at holde på en handicapplads, hvis man ikke er handicappet, slutter Alex Pedersen.
De to medarbejdere får nu en påtale. Om der sker mere er endnu uvist. Sagen undersøges hos QPark.
Se Anders Lund Madsens billede nedenunder…