På ét punkt er Charles allerede kongen
Den britiske kronprins har under corona-krisen fået sig en ny og højest overraskende titel.
Prins Charles har aldrig været kendt som det britiske kongehus’ flittigste bruger af de sociale medier. I hvert fald ikke indtil coronakrisen holdt sit indtog i verden og han selv blev ramt af den frygtede virus.
Artiklen fortsætter under videoen
Siden er han til gengæld kommet ualmindeligt godt efter det. Så godt, at han nu har fået tilnavnet ‘Kongen af Instagram’. Det skriver Hello Magazine.
Prinsens nye æra startede ifølge mediet den 1. april, efter han var kommet sig over sin sygdom. Her delte han et video-opslag – det første af den slags fra hans hånd – hvor han blandt andet talte om sygdommen og sit eget ‘relativt milde forløb’.
Før det var hans rekord i omegnen af 20.000 likes på en enkelt deling, men det steg med det nye opslag til ikke mindre end 850.000.
Siden har han så fortsat med at styrke sin profil på de sociale medier og regelmæssigt optrådt på dem for at fremme tiltag og missioner, der betyder noget for ham. Blandt andet miljøet, naturen og ikke mindst familien.
“Der er mange mennesker, Charles ikke er nået ud til. Mange, som ikke ved, hvad han står for. Men under coronakrisen, måske på grund af nedlukningen af Storbritannien, har flere mennesker set og lyttet til ham. Pandemien har givet ham en platform og han har været en mester til at udnytte den,” har den engelske journalist Jane Junor forklaret.
Man kunne fristes til at tro, Charles har fået gode råd om og hjælp til håndteringen af sin Instagram-profil af sin nære familie. I hvert fald er ikke mindst hertugen og hertuginden af Cambridge velbevandrede i brugen.
Parret har 11,8 millioner følgere af deres profil, @kensingtonroyal, og bruger den hyppigt til at vise deres støtte til en række organisationer. For eksempel har både frivillige og ansatte i det nationale sundhedsvæsen samt senest Black Lives Matter bevægelsen fået nogle royale skulderklap undervejs.
Et af hertugen og hertugindens seneste opslag har fået ikke mindre end knap 800.000 likes. Det fortæller om og viser hvordan prins William sammen med sine to ældste børn, prins George og prinsesse Charlotte, som frivillige hjælper med at bringe ‘madpakker’ ud til ældre og sårbare mennesker i Sandringham.