Par jokede: Pludselig ringede telefonen

Par jokede med at vinde i Lotto - tre dage senere gik drømmen i opfyldelse

Et heldigt par har vundet otte millioner kroner i Lotto.
Et heldigt par har vundet otte millioner kroner i Lotto.

Det var en meget overrasket københavner, der søndag blev ringet op af en medarbejder fra Danske Spils kundecenter.

Han havde vundet otte millioner kroner i Lotto, og beskeden kom som noget af et chok.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- Jeg fandt først ud af det, da I ringede, og så skyndte jeg mig jo ind og tjekke, at det ikke var fis, forklarer vinderen til Danske Spil.

Men det var ikke fis, kunne vinderen hurtigt konstatere.

Han havde vundet førstepræmien i Lotto og kunne dermed indkassere de otte millioner.

- Vi blev sindssygt overvældede, især fordi vi netop har købt hus og var forberedte på, at skulle sidde lidt strammere i det. Så gevinsten faldt på et super godt sted, forklarer den heldige vinder.

Havde joket med gevinst

Blot tre dage inden det københavnske par ramte jackpot, havde manden joket med, at der var formentlig var netop det, der skulle til, hvis de skulle have råd til at sætte huset i stand.

- Der er jo en masse ting på det her hus, som vi godt kunne tænke os at lave, så der sagde jeg til min kæreste, at så skulle vi vist vinde i Lotto, fortæller den glade mand.

Og der bliver også nogle penge i overskud, når den sidste klat maling er smurt på huset i København.

- Udover huset så skal pengene bruges på en elbil og så selvfølgelig lidt dyrere ferier og lidt luksus i hverdagen, som man ikke normalt har råd til. Og så kunne det da være rart, hvis også der blev råd til et nyt ur, griner den glade vinder.

Vinderparret har fortalt den store nyhed til forældre og de nærmeste venner, men ønsker at være anonyme, og parret har takket ja til at få besøg af en millionærrådgiver fra Danske Spil, hvilket alle vindere af mere end 1,5 millioner kroner bliver tilbudt.

Der var to vindere af sidste lørdags førstepræmie i Lotto.

Den anden halvdel af de 16 millioner kroner gik til en mand fra Vesthimmerlands Kommune i Nordjylland.

Powered by Labrador CMS