Pas på denne datingside: Det kan koste dig dyrt

En datingside lokker med beskeder, der forestiller at være fra en kvinde. Det viser sig at være en ansat medarbejder. Besøget på siden kan løbe op i tusindvis af kroner.

En datingside lokker med beskeder, der forestiller at være fra en kvinde. Det viser sig at være en ansat medarbejder. Besøget på siden kan løbe op i tusindvis af kroner. Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

»Er du derude? Jeg er klar på et seriøst forhold. Gerne med en mand, der hviler godt i sig selv.«

Sådan står der i en besked fra en af de mange kvindelige profiler på datingsiden Matchclub.dk.

Beskeder koster penge

Umiddelbart ser billedet og profilteksten ægte ud. Men går man nogle klik videre og ønsker at få kontakt, koster hver besked 9 kroner.

Og efter flere beskeder vil man opdage, at kvinden slet ikke er interesseret i et fysisk møde.

Beskederne er nemlig skrevet af en person, der er ansat til at chatte og spille rollen som en kvinde på jagt efter en date, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

Besøget på datingsiden kan hurtigt løbe op i både hundredvis og tusindvis af kroner, før man bliver klar over, at det er fup, fortæller flere mænd, som Jyllands-Posten har talt med.

Kan være bedrageri

Trine Baumbach, der er lektor i strafferet ved Københavns Universitet, mener, at det kan være bedrageri, og hos Forbrugerrådet Tænk er juridisk medarbejder Jakob Steenstrup stærkt kritisk.

»Vi er ikke engang i en gråzone. Det er efter min opfattelse grove overtrædelser af markedsføringsloven og grænsende til bedrageri,« siger han.

Bag Matchclub.dk står det hollandske selskab Pondering Geeks, som er en del af et netværk, der står bag datingsider i bl.a. Danmark, Holland og Storbritannien.

Billeder kopieret fra udenlandske tjenester

En gennemgang af profilbillederne på siderne viser, at de fleste er kopieret fra udenlandske tjenester.

På siderne fremgår det med små grå bogstaver på grå baggrund, at man forbeholder sig ret til at sende beskeder via selvskabte profiler.

En af dem, som har været ansat til at udgive sig for kvinder på datingsiden, er en 17-årig jysk gymnasieelev, som fik et job som såkaldt chatoperatør hos Data Entry via et opslag på Jobindex.

Han har skrevet hundredvis af beskeder og blev betalt pr. besked, inden han fik dårlig samvittighed og stoppede.

Powered by Labrador CMS