Penge i pop: Se Mads Langers vilde luksus-lejlighed

Mads Langer har sat sin luksus-lejlighed til salg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kunne være, at man var heldig, og der om et par uger ligger en koncertbillet eller et album med den danske sanger Mads Langer under juletræet.

Men det kunne også være, at man var rigtig, rigtig heldig, og der i stedet lå en nøgle under træet til en anden sag, som Mads Langer står bag.

Den storhittende musiker, der blandt andet er ophavsmand til ørehængere som Fact-Fiction, Elephant og 3AM, har nemlig sendt sin 214 kvadratmeter store ejerlejlighed på det indre Frederiksberg på markedet for hele 12,5 millioner kroner.

Det skriver Se og Hør.

Nyrenoveret lejlighed

Det er danbolig Valby/København SV – Holm & Hauberg, der står for salget.

I deres annonce skriver de, at “denne lejlighed forener det ultramoderne med det klassisk herskabelige”.

Lejligheden er nyrenoveret og fremstår i dag med et hav af speciallavede detaljer. Og det er således nok her, at forklaringen til den pæne kvadratmeterpris skal findes.

I første halvår i år er lejlighederne i Frederiksberg C nemlig i gennemsnit udbudt til salg med en kvadratmeterpris på 51.502 kr., viser tal fra Boliga, mens den nye køber skal betale 58.411 kroner for hver kvadratmeter i Langers lejlighed.

Boligen ligger i en hjørneejendom, som også huser Simon Spies’ gamle værtshus 90’eren.

Ny musik

Det er dog ikke kun på boligfronten, at der er aktivitet i den 33-årige sangers liv.

Midt i november udkom Langer nemlig med en ny EP, der bl.a. rummer hittet Unusual, som har været flittigt spillet i radioen, og som han var på scenen med til årets Danish Music Awards, der også blev afholdt i november.

Powered by Labrador CMS