Per Flys nye spændingsfilm får ikke pulsen op hos anmeldere
Per Fly kommer ikke i mål med "Dobbeltspil", der skildrer FN's svindelramte Irak-program, mener anmeldere.
Den danske instruktør Per Flys nye internationale spændingsfilm om afgrundsdyb korruption i FN er ikke voldsomt spændende.
Sådan lyder dommen fra Politikens filmanmelder Kim Skotte, der nøjes med at give “Dobbeltspil” tre ud af seks hjerter.
Det er Per Flys internationale debut som instruktør, og filmen har en stjernebesætning med blandt andre Ben Kingsley, Jacqueline Bisset og Theo James.
Den fortæller om et humanitært FN-program, “Olie for mad” fra 1996, der havde til hensigt at hjælpe Iraks nødlidende befolkning. Men i stedet blev det malket af såvel virksomheder som kriminelle og Saddam Hussein-regimet selv.
Den danske FN-ansatte Michael Soussan valgte at blive whistleblower ved at afsløre korruptionen, som rakte langt op i FN-systemet.
Politiken: -Fly er på udebane
Politikens Kim Skotte ser den helt grundlæggende udfordring for Per Fly, at han har valgt at fortælle historien som en klassisk international thriller.
– Fly er på udebane og har med garanti set det som en spændende udfordring, konstaterer han.
Kim Skotte mener, at Per Fly med hjælp fra den professionelle manuskriptmand Daniel Pyne har gjort, hvad han kunne for at tilegne sig den nødvendige genrebevidsthed og fortællekynisme.
– Men højspænding er det ikke, konkluderer Kim Skotte.
Kristeligt Dagblad er begejstret
Noget mere begejstret er Kristeligt Dagblads anmelder, der kvitterer med fire ud af seks stjerner.
Karen Dyssel kalder således dobbeltspil for “en ret vellykket thriller”.
Ben Kingsley spiller den ansvarlige FN-chef Benon Sevan, som i filmen har skiftet navn til Pasha. Han er filmens mest fængslende figur, mener Karen Dyssel.
– For hvor meget tror han egentlig selv på sine egne rænker? Er korruption et nødvendigt onde? Hvornår gik han fra at være realist til skurk?
Og at Per Fly hverken konkluderer eller moraliserer, giver “Dobbeltspil” et særkende fra andre amerikanske thrillers, mener hun.
Ekstra Bladet: -Relativt vellykket
Også Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch giver filmen fire ud af seks stjerner. Han mener, at den er “relativt vellykket”.
– “Dobbeltspil” fortæller ikke bare en spændende historie om almen grådighed, men har som en væsentlig pointe også, at sandheden ikke altid er sort eller hvid, ligesom filmen også bliver et spørgsmål om personlig integritet, skriver han.
“Dobbeltspil” rammer de danske biografer torsdag 18. januar.
/ritzau/