Pernille Blume om lækage: -Det er forfærdeligt
Den danske OL-guldvinder er fortørnet over, at en hackergruppe har lækket fortrolige oplysninger om hende.
Det har rystet Pernille Blume, at fortrolige oplysninger om hendes medicinindtag er blevet lækket hos Det Internationale Antidopingagentur (Wada). Det fortæller den danske svømmer.
– Det er ikke i orden. Man føler sig lidt som et offer for et politisk plot, som er meget større. Jeg er kommet med i det og er blevet en del af det uden at have gjort noget forkert, siger Pernille Blume.
Pernille Blume, der vandt guld i 50 meter fri og bronze med den danske holdkap i 4 x 100 meter medley ved OL i Rio, er plaget af astma. Den 22-årige dansker har derfor tilladelse til at indtage stoffet terbutalin i begrænsede mængder, selv om det står på listen over dopingmidler.
Altafgørende at få medicin
Svømmeren understreger, at medicinen er altafgørende, hvis hun skal være konkurrencedygtig.
– Får jeg ikke min astmamedicin, kan jeg ikke konkurrere på lige fod med alle andre atleter, der ikke lider af astma. Hvis jeg ikke får min astmamedicin, får jeg vejrtrækningsproblemer, især når jeg præsterer.
– Det er også i forbindelse med træning. Det kræver bare, at jeg bliver lidt forpustet, og så snor mit luftrør sig sammen, forklarer hun.
Pernille Blume har ikke det store imod at dele oplysningerne om sin astmamedicin, men hun føler med de andre OL-atleter, der har fået delt personlige oplysninger.
– Jeg synes heldigvis ikke, at mine oplysninger er så interessante. Det er bare astmamedicin, og det har jeg ikke noget imod at dele. Men for mange andre atleter er det rædselsfuldt og forfærdeligt at skulle dele sådan nogle personfølsomme informationer.
– Det er ganske forfærdeligt, at der er nogen, der har fået adgang til det her system og hacket sig ind i det. Det burde jo være umuligt, siger hun.
Pernille Blume er blot en af mange atleter, der er blevet nævnt i sagen.
Andre navne er tennisspillerne Serena og Venus Williams, cykelrytterne Chris Froome og Bradley Wiggins samt gymnasten Simone Biles.
/ritzau/