Pernille Skipper har fået nyt job
Bliver politisk kommentator på TV 2
Den tidligere toppolitiker for Enhedslisten, Pernille Skipper, fortsætter sit liv inden for politik.
Men hvor hun før sad klar ved stemmeknappen i Folketingssalen, skal hun fremover sidde foran kameraet på TV 2 News og guide seerne gennem de politiske historier.
Hun bliver nemlig ny politisk kommentator på tv-stationen, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Kringlede regler
- Jeg håber at bidrage til den politiske samtale med konkret erfaring og viden fra de fora, hvor beslutningerne bliver taget. Det politiske spil og de uskrevne regler er så mange og så kringlede, at det kan være svært gennemskueligt, men det er politik alt for vigtigt til, siger Pernille Skipper.
Pernille Skipper har første arbejdsdag i rollen som politisk kommentator på TV 2 News 1. maj, hvor hun bliver en del af dækningen af arbejdernes internationale kampdag.
Sammen med Hans Redder
Her vil hun sidde i studiet sammen med TV 2s politiske redaktør Hans Redder.
- Jeg ser frem til at blive en del af et stærkt hold af kommentatorer på TV 2 News og håber, at jeg kan bidrage med nye indsigter til seerne. Og jeg glæder mig til at gøre det på den kanal, der er stedet, alle tænder for, når dansk politik virkelig rykker.
Den tidligere folketingspolitiker bliver fast politisk kommentator i 'News & Co' og en del af TV 2 News' politiske fredagsbar 'Besserwisserne'.