Peter Belli nåede det ikke
Det Danske Rockakademi hædrer sangerinden Annisette og nyligt afdøde Peter Belli
Sangeren Peter Belli er blandt modtagerne af Det Danske Rockakademis hæderspriser 2023.
Det oplyser Det Danske Rockakademi i en pressemeddelelse.
Peter Belli gik bort 79 år gammel den 8. juni efter længere tids sygdom og får derfor æresprisen posthumt.
Peter Belli fik beskeden om nomineringen til prisen tilbage i februar og glædede sig ifølge Det Danske Rockakademi til at optræde til hæderspriskoncerten den 17. september i Amager Bio i København.
De gennemfører
Det Danske Rockakademi har besluttet at gennemføre koncerten.
Peter Bellis søn, Michel, medvirker i hæderspriskoncerten og modtager hædersprisen på sin fars vegne, oplyser akademiet.
40 album
Peter Belli har i over fem årtier spillet tusindvis af koncerter og udgivet over 40 album. Han er stemmen bag sange som "Teddybjørn", "Bliv væk fra vores kvarter" og "Ulven Peter".
Også sangerinden Annisette Koppel hyldes med en ærespris. Savage Rose-stjernen går også på scenen til hæderspriskoncerten. Der vil blandt andre også være optrædener fra D-A-D-stjernen Jesper Binzer, entertaineren Tommy Kenter og sangerinden Fallulah.
Gjort os rigere
Rockakademiets hæderspris er ikke afhængig af aktuelle salgstal, airplay og streaming, men er kollegernes anerkendelse af et ekstraordinært musikalsk livsværk, som har gjort Danmark rigere, og som har præget vores samtid, lyder det.