Peter Mygind: - Jeg har smerter
Brækkede næsen på sig selv med tennisketsjer
Peter Mygind har haft en dramatisk start på det nye år.
Under en tennistræning var han så ivrig, at han ramte sig selv i hovedet med sin ketsjer og brækkede næsen.
Det afslørede han overfor BT på den røde løber ved premieren på filmen 'Den Grænseløse'.
Måtte tilses af tre læger
Peter Mygind fortæller, at han efterfølgende var på Hillerød Hospital, og måtte tilses af hele tre læger før næsen endelig kom på plads.
Og som det ikke var nok, så fik han ved uheldet på tennisbanen også en muskelskade i baglåret, som endnu gør ondt og hæmmer ham.
- Jeg har stadig svært ved at sidde på et toilet, siger han.
Også noget positivt
Peter Mygind, som tidligere har kæmpet mod stress, nævner dog samtidig, at skaderne også har haft en positiv side.
De har nemlig mindet ham om, at det ikke er nødvendigt at nå alt i livet, og har givet ham anledning til at slappe af og reflektere.
Han bruger nu tiden på at komme sig og læse bøger, hvilket har været en nyttig påmindelse om at tage livet i et roligere tempo, skriver BT.