Peter Mygind takker hele vejen rundt
'Sommerdahl'-skuespilleren sætter ord på efter bisættelsen af moren
Peter Mygind har delt en rørende tak til alle dem, der har vist støtte og sendt kærlige hilsner efter lørdagens bisættelse af moren, skuespillerinden Jytte Abildstrøm, der blev 90 år.
Rørt og taknemmelig
- Af hjertet tak for alle de mange smukke blomster og personlige hilsner, både i vores hjem og til ceremonien. Min bror Lars Mygind og jeg er meget rørte og taknemmelige over al den kærlighed, der er blevet sendt til vores mor oppe i himlen, skriver han på Instagram., og viser billedet af det blomsterpyntede gravsted.
Jyttes ånd
Han fremhævede også de mange bidrag, der har gjort afskeden helt særlig.
- En særlig tak til Jan Rørdam, Søsser og Tina Reling for det skønneste musikalske indslag og til præst Maria La Klint for den smukkeste tale. Tak også til Thomas Winkler og Erik Buch for den fantastiske udsmykning af kisten og rummet – det var lige i Jyttes ånd.
Et minde for eftertiden
Peter Mygind nævnte også oprettelsen af Jytte Abildstrøm Pladsen, som mange allerede har bidraget til.
- Man kan stadig give et lille bidrag på MobilePay 78801, hvis man har lyst, tilføjede han.
Smukke omgivelser
Jyttes urne vil blive lagt på Frederiksberg Kirkegård, plads 103, afd. 2, langs Frederiksberg Allé, hvor familie og venner kan mindes hende i de smukke omgivelser.
Varm tak
Det rørende opslag afsluttes med en varm tak til alle, der har vist kærlighed og respekt for Jytte Abildstrøms liv og arv.