Peter Myginds svigermor udsat for groft tricktyveri
Franarret stort beløb af person, der udgav sig for at være fra hjemmeplejen
Midt i sorgen over tabet af sin mor står Peter Mygind og familien nu over for endnu en voldsom hændelse.
Hans hustru, Lise Mühlhausen, afslører i et følelsesladet opslag på Instagram, at hendes mor er blevet offer for et udspekuleret tricktyveri.
Familien bor under samme tag med Tove, der er oppe i alderen.
Fra hjemmeplejen
- Vores kære gamle mor blev i går offer for det mest nederdrægtige, usle og modbydelige tricktyveri, man kan forestille sig! skriver hun, og uddyber, hvordan en kvinde, der udgav sig for at være fra “hjemmeplejen,” ringede til hendes mor og udnyttede hendes tillid.
Med overbevisende tale fik bedrageren svigermoren til at tro, at hendes Visa-kort var udløbet, og at hun skulle udlevere sine oplysninger for at få hjælp.
Fik kort og kode
Mens kvinden holdt hende i røret, dukkede en mand op ved døren og påstod at være sendt for at hjælpe. Han fik både kort og kode, og inden familien kunne nå at reagere, var 15.000 kroner hævet fra kontoen.
- Vi er så rasende og forfærdede over, at nogen kan finde på noget så lavt, så udspekuleret og så hjerteløst! skriver Lise Mühlhausen, og fortæller, hvordan svigermoren er knust over situationen.
Advarsel til andre ældre
Familien har hurtigt meldt sagen til politiet, og deler nu en klar opfordring til alle, der har ældre i deres omgangskreds.
- Del dette med alle ældre, I kender, og enhver, der er i kontakt med hjemmeplejen eller andre hjælpeorganisationer. Der er INGEN, der nogensinde skal have jeres kort eller kode! skriver Lise og understreger vigtigheden af at beskytte de ældre mod disse bedragere.
Tak til politiet
Peter Myginds hustru afslutter opslaget med en tak til politiet, som hurtigt rykkede ud, men understreger samtidig familiens frustration over den kyniske udnyttelse af ældre.
- Ingen skal opleve det, vores mor lige har været igennem, lyder det fra den dybt frustrerede familie.
Politiet advarer om tricktyverier
Sagen er langt fra enestående. Politiet melder om en stigning i denne type tricktyverier, hvor ældre borgere bliver målrettet af professionelle bedragere, som udnytter deres tillid og sårbarhed.