Peter Sommer afslører sin bedste sang
Peter Sommer fik inspirationen til sin bedste sang, da han en nat gik hjem fra sit studie i Skanderborg.
Peter Sommer er blevet kaldt de smadrede følelsers mester, og han er udråbt som den eneste ene blandt moderne danske trubadurer.
Den jyske sangskriver står bag hits som “Valby Bakke”, “8-6-6-0”, “Man hamrer løs på en åben dør” og “Bittersød natteskygge”.
Men selv om den 44-årige poet har lavet musik i mere end 15 år, er der en sang, som står Peter Sommers hjerte særligt nær.
Hvilken sang er din bedste?
– “Skønne spildte kræfter” fra mit seneste album, “Elskede at drømme, drømmer om at elske”. Den gør præcis det samme som en larve, der bliver til en sommerfugl. Den bryder ud! Og den inviterer folk indenfor. Den bevægelse er så fed.
– Man tør blotte sig, men har samtidig kontrol. Den gør det hele og har diversitet og modsætning i sig, og det tror jeg meget på. Ting er ikke bare sorte og hvide, men meget blandede, og det viser den sang, fortæller den 44-årige musiker.
Hvor fik du inspirationen fra?
– Jeg sad i mit studie i Skanderborg og havde forsøgt en hel aften at skrive sange, men det blev ikke rigtig til noget. Så gik jeg hjem ad Møllegade, min barndomsgade i Skanderborg, og tænkte, at jeg måske også skulle prøve at skrive nogle sange, der var mere hvide, lyse, lette og luftige.
– I det øjeblik jeg tænker det, passerer en hvid kat over vejen. Stopper op, kigger på mig og går videre. Som et slags modsat billede af uheld. Lige der på en stille villavej i provinsen, tom, ingen mennesker og alle lys slukket.
– Så det tog jeg med i sangen: “Hvide katte løber over vejen / Lad dem løbe langsomt ind i en drøm / Der ikke kun kan være min egen”. Ja, så skrev den sang faktisk sig selv.
Hvad betyder den sang for dig?
– Vi begynder altid med den til koncerter, for den får mig lirket op.
– Den får også orkestret ind, som jeg jo skylder enormt meget af det, der sker for mig. Den rummer både mig og dem på sådan en god måde.