Pilou Asbæk klar til stor forandring

Den danske skuespiller har afprøvet sig selv i Hollywood og er opsat på at tage karrieren nye steder hen.

Den danske skuespiller har afprøvet sig selv i Hollywood og er opsat på at tage karrieren nye steder hen. Foto: MIKE SEGAR/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Siden han bragede igennem i filmen “R” i 2010, er rollerne kun blevet større, federe og sjovere for Pilou Asbæk.

På cv’et kan han ikke længere bare skrive danske film og tv-serier, men også store internationale blockbusters og en af verdens mest populære tv-serier – “Game of Thrones”.

Nu er han aktuel i den dansk-finsk-kroatiske produktion “Skytsenglen”, der er baseret på den sande historie om Palle Hardrup, der begik et bankrøveri og et dobbeltmord, men muligvis var hypnotiseret til det.

Selv om størstedelen af skuespillerne er danske, foregår den på engelsk, og det meste af filmen er optaget i Zagreb og København under lidt andre forhold, end Pilou Asbæk er blevet vant til på de Hollywood-produktioner, han har medvirket i de senere år.

– Jeg har ikke lavet noget på dansk siden “Krigen”, men jeg syntes, at historien var så spændende, at jeg var ligeglad med, om den foregik i Zagreb, Helsinki eller København.

– Tanken om, at et menneske måske er blevet hypnotiseret til at begå den ultimative forbrydelse, er så vild, at det næsten var for godt til at sige nej til, siger Pilou Asbæk.

Sat på verdenskortet

Da “Krigen” udkom i 2014, resulterede det i en oscarnominering for bedste ikke-engelsksprogede film, og det var med til at sætte den danske skuespiller på verdenskortet.

– Det har været en vild tid. Jeg tror, at det at arbejde i udlandet en fire-fem år giver en anden form for ballast, siger Pilou Asbæk.

Drømmen om Hollywood har han i den grad fået lov at udleve.

– Jeg har jo fået lov til at spille med i de største amerikanske film, jeg har fået lov til at være med i verdens største tv-serie. Jeg har prøvet at være med i en film, der er 120 eller 130 millioner dollar værd, at spille sammen med Scarlett Johansson, være på set med Morgan Freeman og hænge ud med Kirsten Dunst. Jeg har ligesom prøvet Hollywood, siger han.

Derfor er han også klar til at prøve nogle andre sider af branchen.

– Nu skal jeg finde ud af, hvor den næste gode fortælling ligger, og det er ikke nødvendigvis som skuespiller. Måske ender jeg med at tage med Nordkaperen rundt, siger han og griner.

– Det kan også være, at jeg skal skrive eller instruere eller noget helt andet. Jeg føler, at jeg blev kastet ind i branchen tilfældigt, og jeg tror, jeg forlader den tilfældigt, siger skuespilleren og sætter streg under, at han dog ikke er klar til at pensionere sig selv som 36-årig. Tværtimod.

– Nu handler det bare mere om for mig, hvad der er sjovt at lave, og hvad der er en sjov udfordring, og ikke hvad der vil være et godt karrieremæssigt skridt, forklarer han.

Ny dimension

Siden han sammen med sin kone, forfatteren Anna Bro, blev forældre for knap syv år siden til datteren Agnes, er der også kommet en anden dimension ind i skuespillerens liv.

– Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil lave tre spillefilm om året, men nu er det måske en eller to spillefilm. Resten af tiden vil jeg være sammen med de mennesker, der betyder noget for mig, siger han og uddyber:

– Lige nu er det vigtigste i mit liv, at min datter starter i skole efter sommerferien, og at hun, min kone og jeg skal have det godt sammen, siger han.

“Skytsenglen”, der også har danske Johannes Lassen og Cyron Melville på rollelisten, har premiere den 28. juni.

Powered by Labrador CMS