Pilou Asbæks vilde filmferie
Den danske skuespiller prøver at navigere i den ekstreme opmærksom, rollen som Euron Greyjoy har medført.
På godt og ondt er livet ikke længere helt det samme for skuespiller Pilou Asbæk, efter at han i de seneste tre sæsoner af “Game of Thrones” har spillet den kyniske og magtliderlige psykopat Euron Greyjoy.
Den danske skuespiller har for alvor skullet vænne sig til, at han ikke længere kun er på danskernes læber. Han har fået en massiv fanskare over hele verden, og der findes efterhånden ikke længere gader, han kan færdes på uden at blive genkendt.
Alene de seneste to uger er Pilou Asbæks følgerskare på Instagram vokset fra cirka 100.000 til 470.000 følgere, og hans indbakke svømmer over med beskeder.
– Jeg har oplevet at flyve til Chile, hvor de lukkede toldområdet i lufthavnen ned, da de opdagede, at det var mig. Så stod jeg der og tog billeder med alle politifolkene, og der kom ikke nogen igennem Santiago Lufthavn i de fem-ti minutter, jeg stod og smilede foran kameraet. Det er jo sindssygt, fortæller han.
– Da jeg var 20 år, vidste jeg nærmest ikke, at skuespil var noget, man kunne leve af. Alle i min familie arbejder med kunst. Jeg ville være billedkunstner, men jeg havde ikke talentet. Så ville jeg være forfatter, fordi jeg elskede Hemingway, men jeg kunne ikke skrive. Så er du fucked, ikke?
– Så at jeg lige pludselig har været med i “Game of Thrones”, som er så kæmpestort, det har været berusende, men også skræmmende, siger han.
Had og kærlighed
For selv om 37-årige Pilou Asbæk på den ene side har fået masser af ros af publikum, er der også mange seere, der ikke bryder sig om karakteren Euron Greyjoy og bestemt ikke holder sig tilbage fra at sige det højt.
– På den ene side får du folks uforbeholdne kærlighed, men du får også deres had. Der er ikke noget filter midt imellem, og det har været meget grænseoverskridende for mig.
– Der sidder flere 100.000 mennesker og dømmer, om de synes, mit arbejde er godt eller dårligt. Det er helt sindssygt, hvis man skal forholde sig til det, og det er en verden, jeg ikke kan gå ind i.
– Jeg er heldigvis ved at blive så tykhudet nu, at jeg tager de positive ting, jeg kan bruge, og så må man smide resten ud med badevandet. Ellers bliver man syg i hovedet af det, siger han.
Hvad sker der med Euron?
På de store linjer har det dog været en kæmpe oplevelse både fagligt og personligt for Pilou Asbæk at spille rollen som Euron Greyjoy, og for de fans, der endnu ikke har set femte afsnit i ottende sæson, kan det være en god idé at stoppe med at læse nu.
Det næstsidste afsnit af “Game of Thrones” blev nemlig det sidste for Pilou Asbæk.
I en dramatisk og blodig en-mod-en-slåskamp blev hans karakter, Euron Greyjoy, stukket ihjel af sin danske kollega i serien, Nikolaj Coster-Waldau, som spiller Jaime Lannister.
Skaberne af “Game of Thrones”, David Benioff og D. B. Weiss, havde meget passende døbt scenen “The Dane Bowl”, og det var både hårdt og vemodigt at optage scenen, fortæller Pilou Asbæk.
– Vi optog 12 timer i streg i tre dage, og det er fysisk hårdt at optage sådan en slåskamp. Du er våd og forpustet, går rundt i sand og vand iført vådt læder.
– På et tidspunkt glider jeg og slår baghovedet ned i en sten. Jeg sætter hånden mod mit baghoved, og jeg er i tvivl om, hvorvidt det er rigtigt eller falskt blod. Man bliver virkelig træt, fortæller han.
Sidste optagedag
Da scenen langt om længe var i kassen, kunne de to danske skuespillere sænke skuldrene, men der bredte sig hurtigt en højtidelig stemning på settet, fordi det var Nikolaj Coster-Waldaus sidste optagedag.
Han har været med i serien fra start og har brugt 10 år af sit arbejdsliv på “Game of Thrones”.
– Da vi var færdige med scenen, og der blev sagt “cut” blev folk meget følsomme. Den, der var mindst følsom, var faktisk Nikolaj, fordi han er så vanvittig professionel og disciplineret, fortæller Pilou Asbæk.
David Benioff og D. B. Weiss holdt en tale for Nikolaj Coster-Waldau.
– Da talen var blevet holdt, satte vi os i hver vores klapstol fuldstændig dækket i blod begge to, og jeg sagde: “Shit mand, det er ti år af dit liv”.
– Jeg har jo bare været en turist i serien. Jeg har ikke levet med “Game of Thrones”, jeg har været på besøg. Han har dedikeret ti år, og derfor var det ret vemodigt, at det stoppede der, fortæller Pilou Asbæk.
Har spillet sammen før
De to danske skuespillere kendte hinanden lidt, før de ramlede sammen i “Game of Thrones”.
I 2009 spillede de begge med i tv-serien “Blekingegade”, men første gang de mødte hinanden, var da Pilou Asbæk som ung arbejdede som pædagogmedhjælper i teaterinstitutionens børnehave, hvor han passede Nikolaj Coster-Waldaus to døtre, Safina og Filippa.
Nu har Pilou Asbæk ligesom Nicolaj Coster-Waldau mærket den massive opmærksomhed, der følger med en rolle i “Game of Thrones”, og selv om det har været overvældende, at der er kommet så stort et spotlys på ham, nyder han også det momentum, han oplever for tiden.
– Det har på mange måder været en game changer for mig i den forstand, at jeg nu har lavet filmen “Overlord”, som gik sindssygt godt sidste år, jeg har lavet “Ghost in the Shell”, som er gået godt rent kunstnerisk, og jeg har lavet “Game of Thrones”, som er gået fuldstændig sindssygt popularitetsmæssigt.
– Så jeg har samlet noget i banken til, at jeg kan få castings i udlandet med nogle spændende instruktører, som jeg gerne vil arbejde sammen med. Jeg vil gerne lave noget i USA, som minder om det, jeg har lavet i Europa i stedet for kun at lave vanvittige karakterer.
– Så nu bliver min opgave at lave nogle karakterer, som får publikum til at glemme det, jeg har lavet før, så man ikke tænker på Euron Greyjoy, hver gang man ser mig, siger han.
Det allersidste afsnit af “Game of Thrones” vises på HBO Nordic mandag den 20. maj.