Pilou om Game of Thrones-frieri: -Det handler om de bedste odds
I rollen som Euron Greyjoy kickstartede Pilou Asbæk den nye sæson med et frieri til Cersei Lannister.
Tvivlsomme alliancer og underhåndsaftaler er en fast del af billedet i “Game of Thrones”, og i det nyeste afsnit af serien kom danske Pilou Asbæk med et udspil til en ny og uventet alliance.
I rollen som Euron Greyjoy friede han nemlig til Cersei Lannister, og ifølge den danske skuespiller er de to skruppelløse karakterer et godt match af flere årsager.
Det fortæller han til det amerikanske medie Entertainment Weekly.
– Det, der er med Cersei, er måske, at hun er mere mand end kvinde. Hun er klog, intellektuel og virkelig sexet.
– Men for Euron er spørgsmålet: hvordan kan jeg blive konge af jerntronen? Hvem giver ham de bedste odds? Er det med dragemoren? Nej. Er det med Cersei? Det tror jeg, det er, siger Pilou Asbæk til mediet.
I den succesfulde serie er Cersei Lannister kendt som en strategisk kyniker, og det er kvaliteter, som Euron Greyjoy måske værdsætter, fortæller Pilou Asbæk.
– Cersei solgte sin sjæl for mange år siden. Måske er det derfor, Euron kan lide hende. Jeg tror, han anser hende for at være en værdig kone. Euron er ikke en Lannister, han er fra Jernøerne. Hun er noget bedre, men der er bare en fyr i vejen, lyder det kryptisk fra den danske skuespiller.
Cersei Lannister afviste i første omgang frieriet, men Euron Greyjoy svor at vende tilbage med en uvurderlig gave, som ville overbevise hende om det modsatte.
/ritzau/FOKUS