Pink hylder androgyne stjerner i takketale til datter
Da Pink modtog den prestigefyldte Michael Jackson Video Vanguard Award, gav hun ikke den typiske takketale.
Søndag indtog den kraftfulde sangerinde Pink scenen ved MTV Video Music Awards for at modtage aftenens mest prestigefyldte hæderspris, Michael Jackson Video Vanguard Award.
Men den 37-årige sangerinde med det borgerlige navn Alecia Beth Moore gav ikke den typiske takketale til sine fans og familie. Det skriver MTV.
Pink fortalte en historie
I stedet gav Pink sig til at fortælle en historie om sin seksårige datter, Willow, der sammen med sin far, Carey Hart, så med fra tilskuerrækkerne.
Datteren havde nemlig for nylig sagt, at hun er den grimmeste pige, hun kender, fordi hun ligner en dreng med langt hår.
Den udmelding fik Pink til at sammensætte et lille foredrag for hende.
– Præsentationen var fyldt med androgyne rockstjerner og kunstnere, som lever ægte, og som sandsynligvis bliver gjort grin med hver dag i deres liv. Men de fortsætter med at hejse flaget og inspirere os andre, lød det fra Pink i takketalen.
Pink fortalte også datteren, at folk altid forsøger at bruge hendes eget androgyne look til at nedgøre hende.
Ændrer ikke på sit look
Men det får hende ikke til at ændre på sit udseende ved eksempelvis at lade håret gro.
– Så lille skat, vi ændrer os ikke. Vi tager gruset og muslingeskallen og skaber en perle. Og vi hjælper andre med at forandre sig, så de oplever andre former for skønhed, sagde Pink.
Sangerinden fremhævede blandt andre David Bowie, Freddie Mercury og Annie Lennox som forbilleder for det androgyne.
Pink har på sociale medier delt et billede af sin familie fra aftenen, hvor de alle var iklædt jakkesæt.
Se billedet her:
/ritzau/FOKUS