Pinlig på direkte tv: Sagde han lige det?

Noget kunne tyde på, at USA's præsident ikke kender de republikanske modstanderes kryptiske sætning

Udgivet Opdateret

Under et julearrangement i Det Hvide Hus juleaftensdag blev præsident Joe Biden ufrivilligt genstand for telefonfis.

Det skriver BBC.

Ved det årlige arrangement for Norad, Nordamerikas Luftforsvarskommando, tog Joe Biden og førstedamen, Jill Biden, imod opkald fra militærfolk for at ønske dem god jul og takke for deres indsats.

En af dem, der ringede ind, var Jared, der introducerede sig som familiefar.

Da han afsluttede samtalen, sagde han "Merry Christmas and let’s go Brandon" eller på dansk "Glædelig jul og kom så Brandon".

Joe Biden stemte i og gentog "Kom så Brandon".

Betyder "Fuck Joe Biden"

Men hvad det kunne tyde på, at præsidenten ikke vidste, var, at "Kom så Brandon" er blevet Republikanernes hemmelige måde at sige "Fuck dig, Joe Biden" på.

Sætningen er opstået på baggrund af en misforståelse under et Nascar-racerløb i delstaten Alabama i oktober.

Her troede en journalist, at tilskuere råbte "Kom så Brandon", da hun interviewede racerkøreren Brandon Brown, men i virkeligheden blev der delt svinere ud til landets præsident.

Joe Biden og hans hustru, Jill Biden, tog fredag imod opkald fra militærfolk i Det Hvide Hus.
Joe Biden og hans hustru, Jill Biden, tog fredag imod opkald fra militærfolk i Det Hvide Hus.

Det kan høres på lydklip fra interviewet.

Siden har Bidens politiske modstandere flittigt brugt sætningen, der både er blevet trykt på mundbind, kasketter og T-shirts.

Der er endda rapsange bygget op om de tre ord på hitlisterne i USA.

Dalende popularitet

New York Post har efter telefonsamtalen med Joe Biden haft fat i Jared.

Han forklarer, at han ikke var ude på at svine præsidenten til.

- Når alt kommer til alt, har jeg intet imod Joe Biden, men jeg er frustreret, fordi jeg mener, at han kunne gøre sit arbejde bedre, siger Jared ifølge avisen.

Joe Bidens popularitet er dalet de seneste måneder.

Flere emner presser præsidenten, blandt andet høje smittetal og en stigende inflation.

Ifølge flere meningsmålinger støtter kun lidt over 40 procent af amerikanerne Joe Biden.

BLÅ BOG: Joe Biden

Blå bog om Joe Biden:

Navn: Joseph Robinette Biden.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikaner.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fået fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og statskundskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Barack Obama, der blev Demokraternes præsidentkandidat, valgte Joe Biden som sin vicepræsident.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

* 2020: Officielt nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Blev 7. november udråbt som vinder af præsidentvalget, der fandt sted 3. november.

* 2021-: Præsident for USA.

Kilde: CNN
Powered by Labrador CMS