Pistoriussag: Dommer afviser ankesag
Det er ikke sandsynligt, at anke vil skærpe straf i Pistoriussag, mener dommer, som ikke vil lade sagen gå om.
En sydafrikansk dommer afviser statsanklagemyndighedens ret til at anke en dom på seks års fængsel til Oscar Pistorius, skriver Reuters.
Dommer Thokozile Masipa afviste fredag en ansøgning om en appelsag, fordi der ikke er nogen rimelig sandsynlighed for, at dommen i sagen kan blive ændret.
– Jeg er ikke overbevist om, at der er nogen rimelig udsigt til at få succes med en appelsag, sagde dommeren ved domstolen i Johannesburg.
– Ansøgningen om en appelsag i forhold til strafudmålingen afvises, tilføjede hun.
Masipa dømte i juli den handicappede sydafrikanske atletikløber med tilnavnet Blade Runner seks års fængsel for at have skudt og dræbt sin kæreste, Reeva Steenkamp, som var model og jurist.
Anklagere ønskede skærpet straf
De sydafrikanske anklagere ankede straffen på seks års fængsel for at få den skærpet.
– Seks års fængsel er ude af proportioner med at have begået en mordforbrydelse, udtalte talsmand for anklagemyndigheden i sidste måned.
De fleste eksperter havde regnet med en dom på mellem 11 og 14 års fængsel. Men dommeren så flere formildende omstændigheder i sagen.
Pistorius blev dømt for drab ved en appeldomstol i december, efter at han ved en domstol tidligere var blevet idømt fem års fængsel for uagtsomt manddrab.
Ved strafudmålingen 6. juli oplistede den kvindelige dommer, Thokozile Masipa, en række formildende omstændigheder for ikke at dømme en strengere straf end seks års fængsel.
– Den offentlige mening kan være højlydt. Men jeg mener ikke, at en lang fængselsstraf vil være retfærdig, sagde Masipa.
/ritzau/Reuters