Pludselig ringede kronprinsen
Tobias Thorning Jørgensen blev fanget i en uvant situation efter en forløsende sejr ved de paralympiske lege
Selv om man netop har vundet guld ved de paralympiske lege og befinder sig i toppen af sin sport, kan man stadig blive ramt af forlegenhed.
Det skete for dressurrytteren Tobias Thorning Jørgensen, da kronprins Frederik ringede, efter at han havde sikret guld til Danmark ved para-OL i Tokyo.
Helt vanvittigt
- Hvad siger man lige til kronprinsen, det er jo helt vildt, spurgte den unge sydjyde, som satte stor pris på den fine gestus.
- Det er jo helt vanvittigt, at han gider at følge med i parasport, og så lille mig fra Give af, der får et opkald. Det er jo helt ekstraordinært, siger han.
Kan ikke beskrive det
Den 21-årige dressurrytter havde generelt svært ved at få armene ned, men på trods af den store triumf er han bestemt ikke blevet metaltræt.
- Det er jo helt vildt. Det er jo vanvittigt. Jeg ved ikke, hvordan man skal beskrive det. Det er så ubeskriveligt på en eller anden måde.
Første gang
- Jeg tror endnu ikke, at det er gået op for mig, at vi har vundet endnu, for man er bare så fokuseret i øjeblikket. Nu har vi bare endnu flere medaljer at ride for, siger Tobias Thorning Jørgensen.
Det er første gang, at dressurrytteren deltager ved para-OL.
Tobias Thorning Jørgensen topper verdensranglisten, er regerende europamester og nu også guldvinder ved de paralympiske lege med hesten Jolene.