Populær komiker afslører: Mor udsat for racisme
Melvin Kakooza kom til Danmark som lille med sin familie. Det har inspireret ham til komedieserien "Sunday".
Det er kun to år siden, at Melvin Kakooza vandt DM i standup og slog sit navn fast som et af dem, man skulle holde øje med.
Nu er han decideret svær at overse.
Artiklen fortsætter under videoen
Ud over karrieren som standupkomiker har 28-årige Melvin Kakooza på rekordtid bevæget sig ind på skærmen i allerbedste sendetid i programmer som “Stormester”, “Helt sort” og ikke mindst tv-serien “Sunday”, der lige nu kører på anden sæson.
Sidstnævnte serie har komikeren selv skabt i samarbejde med instruktøren Jesper Rofelt, og her spiller Melvin Kakooza kenyanske Sunday, der kommer til Danmark for at spille i fodboldklubben FC Fredericia.
Inspireret af eget liv
Serien er inspireret af Melvin Kakooza og hans forældres egne oplevelser, da de kom til Danmark i starten af 90’erne. Og hovedpersonen, Sunday, har træk fra både hans far og hans mor.
– Idéen med serien er at samle nogle af alle de fordomme og de ting, der ligger i det kulturmøde, der sker, når man kommer fra udlandet og til Danmark, forklarer Melvin Kakooza.
– Der er så mange små ting, som hurtigt kan misforstås, forklarer han.
Han var selv kun halvandet år gammel, da hans forældre rykkede fra Uganda til Danmark – nærmere betegnet Fredericia.
Udsat for racisme
Her var det ikke alle, der bød den afrikanske familie hjerteligt velkommen.
– Min mor oplevede voldsomme ting, da hun kom til Danmark. Men hun valgte, at det ikke skulle bryde hende ned, forklarer Melvin Kakooza.
– Hun har oplevet, at der var nogle, der kastede tomater efter hende og sagde, at hun skulle skride hjem. Så samlede hun tomaterne op og tog dem med hjem og lavede mad med dem, for de skulle ikke gå til spilde, siger Melvin Kakooza.
– Hele det mindset, som min mor har, og som hun har lært mig, er karakteren Sunday bygget op omkring, fortæller han.
Flere af de ting, han oplevede som barn, har han gjort til scener i “Sunday”.
Morsomme misforståelser
Han husker blandt andet, hvordan hans far efter et vellykket besøg ved en put and take-sø, hvor han havde fanget fisk og fået dem med hjem, troede, at samme princip gjaldt i den lokale legepark, hvor der gik klappegeder rundt.
Den episode har Melvin brugt i serien, hvor han kommer til at lave gryderet ud af en ged fra et fritidshjem.
– Alle situationerne i “Sunday” er taget ud fra noget, der er sket i virkeligheden, og jeg tror, det gør det mere ægte og nemmere at forstå, siger Melvin Kakooza, der er glad for, at han kan bruge nogle af de sjove historier om sin far i serien.
Mistet kontakten til far
Da komikeren var 11-12 år, blev hans forældre skilt. Siden da har han ingen kontakt haft til sin far.
– At have en far, der forsvinder ud af ens liv, når man er så ung, har selvfølgelig påvirket mig helt vildt. Men at fortælle alle de gode ting om ham har gjort, at jeg ikke er bitter og sur, fortæller han og uddyber:
– Det har været en slags terapi for mig at fortælle alle de sjove historier om min far, også selv om der har været mange dårlige. Men hvis man sætter sig ned i det hul, så accepterer man, at man har tabt, siger han.
I gymnasiet tog han en aktiv beslutning om at fokusere på det gode, som hans mor har lært ham.
– Der sagde jeg til mig selv: “Ok, du har to muligheder nu: Enten kan du være bitter over, at du ikke har haft en far ligesom alle andre, eller også kan du vælge at tænke, at du har en sindssygt stærk mor og en sindssygt stærk familie og glæde dig over det”, forklarer Melvin Kakooza.
Et familieprojekt
Den stærke familie tæller blandt andet en onkel i Kenya, der også er med i første sæson af “Sunday”, ligesom hans mor også spiller med i serien.
På den måde er “Sunday” lidt af et familieprojekt. Det er også gennem samtaler med familien i Uganda, at Melvin Kakooza har fundet det helt rigtige kropssprog og den helt rigtige accent til Sunday.
Og så har han været flittig gæst hos sine tyrkiske venner og deres familier, hvor han har øvet sig på, hvordan man opfører sig, når man ikke forstår et ord af det, der bliver sagt.
Store, kendt gæster med
Melvin Kakooza, der oprindeligt læste til lærer, da komikerkarrieren tog fart, havde ingen skuespilerfaring, da han først trådte ind på settet til “Sunday”, hvor det er lykkedes ham og instruktøren, Jesper Rofelt, at score store navne til rollelisten.
– Det var nervepirrende at sidde på den side af bordet og skulle hyre folk til mit lille projekt, fortæller Melvin Kakooza, der blandt andet har Esben Dalgaard, Birthe Neumann og Lars Hjortshøj på rollelisten til “Sunday”.
Mens den tidligere fodboldspiller Thomas Gravesen lavede en såkaldt cameo, hvor han optrådte som sig selv i serien i sæson et, er blandt andre AGF-træneren David Nielsen og landsholdets målmandstræner, Lars Høgh, med i sæson to, der lige nu kan streames og ses på YouSees tv-kanal, Xee.
Selv prøver Melvin Kazooka at tage opmærksomheden og succesen i stiv arm.
– Det er ikke rigtig gået op for mig, at der er sket så meget på kort tid. Men der er ikke rigtig tid til at vade rundt i succesen, for der er hele tiden en ny opgave foran mig, siger han.
– Vores ordsprog derhjemme er benene på jorden og hovedet i himlen. Man skal blive ved med at være ydmyg og tage tingene stille og roligt, men man skal også gå med oprejst pande og tro på sig selv, siger han.