Populær popdronning bekræfter: -Ja, jeg er separeret

Sangerinden Janet Jackson bekræfter, at hun er separeret fra sin mand, Wissam Al Mana.

Janet Jackson blev i januar mor til sit første og eneste barn, sønnen Eissa Al Mana. Foto: Alessandro Garofalo/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Sangerinden Janet Jackson, der er søster til den afdøde Michael Jackson, har ind til videre oplevet 2017 som et år, der for alvor har forandret hendes liv.

I januar blev hun som 50-årig mor for første gang, da hun fødte sønnen Eissa Al Mana.

Men efter kun få måneder sammen som forældre, begyndte rygterne at svirre om, at Janet Jackson var blevet separeret fra sin ægtemand, rigmanden Wissam Al Mana.

Janet Jackson bekræfter bruddet

Og nu har den populære popstjerne endelig bekræftet, at hun og faren til hendes søn er gået fra hinanden. Det sker i en video på det sociale medie Twitter, skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Ja, jeg er separeret fra min mand, vi er i retten, og resten er i Guds hænder, lyder det fra Janet Jackson i videoen, der er en hilsen til hendes fans.

Samtidig giver popsangerinden en status på, hvordan det går med hendes søn, der fylder fire måneder den tredje maj.

– Jeg takker Gud for ham. Han er så sund, så smuk, så sød, så kærlig. Sådan en glad baby, fortæller Janet Jackson, der også lover sine fans, at hun snart er tilbage på landevejen efter noget tid alene med sønnen.

– Jeg fortsætter min turné, som jeg har lovet. Jeg glæder mig så meget, lød det fra superstjernen.

Se Janet Jacksons videohilsen her:


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS