Populær TV-vært: -Det er voldsomt
Tv-værter bliver vurderet på alt fra numsestørrelse til vægt, siger Natasja Crone. Det er voldsomt, mener hun.
Natasja Crone har lavet det meste af, hvad man kan som tv-vært i Danmark – fra årskavalkader og programmer om de kongelige til partilederdebatter og store sportsbegivenheder.
Men aldrig har hun fået så meget negativ opmærksomhed som i rollen som underholdningsvært, fortæller hun.
Artiklen fortsætter under videoen
– Det er ret voldsomt at blive vurderet på den måde. Det er det altså, siger den rutinerede tv-vært og uddyber:
– Man bliver vurderet på alt fra neglelak, frisure, numsens størrelse, brysternes størrelse, tøjets farve, graden af nedringning eller manglen på samme, til om man har taget på eller tabt sig, siger hun.
Natasja Crone, der fyldte 50 år den 12. juni, har om nogen haft erfaring med at være vært i underholdningsbranchen.
Hendes første værtstjanser var ved DR’s nytårsshow ved årtusindskiftet, så Dansk Melodi Grand Prix i 2000 og det europæiske melodigrandprix, Eurovision, året efter. Senere blev hun vært på talentprogrammet “Stjerne for en aften”.
Kommentarerne var værst dengang – i begyndelsen af hendes karriere.
– Det var virkelig voldsomt, for jeg var slet ikke vant til det, siger hun og uddyber:
– Det var en hel ny faktor, der blev en del af mit liv, og alle havde en holdning til, hvordan man så ud, hvad man lavede, og hvad man spiste, siger hun.
En gammel kælling
En af de allerførste kommentarer kom fra journalisten Anders Lund Madsen, der dengang arbejdede på Ekstra Bladet. I en anmeldelse i 1995 kaldte han den dengang 24-årige tv-vært for “en gammel kælling”.
I januar i år – 25 år senere – tog Natasja Crone revanche.
I sin takketale ved uddelingen af Tvprisen, hvor hun modtog prisen som “Årets vært – fakta”, nævnte hun anmeldelsen over for showets vært, den selvsamme Anders Lund Madsen.
Det var ment i spøg, for anmeldelsen har mange år på bagen, og hun har på ingen måde båret nag, understreger Natasja Crone.
Hun valgte alligevel at bringe det på banen, fordi det passede perfekt ind i en verserende debat om kritik af kvinder i tv’s udseende, som den tidligere DR-vært Lise Rønne havde satte i gang med en kronik i begyndelsen af i år.
– Når der nu var kæmpe debat om det, ville jeg lige nævne over for Anders, at han havde kaldt mig en gammel kælling, siger hun.
– Det lå lige til højrebenet. Jeg holder meget af Anders.
Færre kommentarer
I dag får Natasja Crone langt færre kommentarer om sit udseende. Det skyldes ifølge hende selv især, at hun de seneste 14 år har været nyhedsvært.
– Når man laver nyheder, er man en autoritet med en halv krop fra bæltestedet og op. Frisuren, makeuppen og tøjet er rimeligt konservativt, og der er aldrig noget tøj, der larmer, siger hun.
En gang imellem dukker der mails og beskeder op i hendes indbakke om hendes vægt og den slags. Men det er efterhånden blevet lettere at ignorere for den 50-årige tv-vært.
Faktisk er størstedelen af de kommentarer, hun får i dag, søde og handler om det, der betyder mest for hende.
– Jeg får utroligt mange positive kommentarer. Ikke bare om det ydre, men også om det væsentlige – om indholdet. Det fylder trods alt mest i dag. Folk er vildt søde til at skrive helt uopfordret, siger hun.
Natasja Crone er for tiden udlånt fra nyhederne på TV2 til aftenprogrammet “Go’ Aften Live” på samme kanal. Hun vender tilbage til nyhederne efter årsskiftet.