Populær TV-vært siger (st)op
Onsdag var regnskabets time på DR. Nogle valgte selv at gå.
Lige nu – og så længe det varer – er hun vært på Guld i Købstæderne på DR. Før det har hun været vært på DR Ramasjang og DR Ultra og Sommer Summarum.
Men nu er det slut. Sofie Østergaard har sagt op hos Danmarks Radio.
Det oplyser hun på sin Facebook- og Instagramprofil.
“I morgen er en meget hård og brutal dag hos DR. Der skal fyres og mange af DRs dygtige ansatte vil blive ramt. Indtil for få minutter siden, var jeg en af de ansatte”, starter opslaget.
I opslaget skriver hun, at beslutningen ‘gør mig både trist og glad’.
“Trist fordi jeg siger farvel til verdens bedste kollegaer i både København, Århus og hele DK, men glad, fordi jeg i min mave kan mærke, at det er det helt rigtige for mig”, som hun udtrykker det.
Sofie Østergaard bedyrer i opslaget, at overvejelserne har været undervejs nogen tid, men selve beslutningen blev taget til sidst.
Hun skriver videre, at hun fortsætter med at være koreograf på MGP og vil lave TV for DR som freelancer.
“Jeg går en noget mere usikker fremtid i møde, men jeg er sikker på, at der opstår en masse nye og spændende udfordringer, som jeg – uden at kende dem endnu – glæder mig til!”, slutter den populære TV-vært.