Populær vært scorer nyt stort job
Den rutinerede tv-vært skal stå i spidsen for "Go' aften live - sommer i Danmark".
Efter at coronapandemien har ramt vores lille land, bliver sommerferien for rigtig manges vedkommende afholdt herhjemme i år.
Derfor udvider TV2 deres “Go’ aften live”-program hen over sommersæsonen med særudgaven “Go’ aften live – sommer i Danmark” fra mandag den 29. juni og fem uger frem.
Mens Natasja Crone, Abdel Aziz Mahmoud og Jes Dorph på skift styrer studiet fra Tivoli, som de plejer, så rejser Christian Degn, Petra Nagel og Lene Beier rundt i sommer-Danmark og besøger kendte personligheder inden for tv, film, musik, kultur og sport.
Helt paf
For Lene Beier er det første gang, hun skal være vært i Go’-regiet.
– Jeg blev helt paf, da jeg blev spurgt. Jeg kan ikke forestille mig noget, jeg hellere vil, end at rejse rundt i hele landet og snakke med spændende mennesker.
– Jeg er faktisk lidt spændt, for jeg har nærmest ikke lavet live i så lange blokke, siden jeg lavede “Frihuset” på TV2 Fri, men jeg glæder mig bare til at tale med alle dem, jeg skal møde, fortæller den 43-årige tv-vært.
– Der er altid en nerve, når man laver live-tv, fordi alt i princippet kan opstå pludseligt – man kan blive bidt af en krabbe, ramt af det vildeste tordenvejr eller komme til at snuble eller spilde ned ad sig selv. Men kameraet ruller, og man bliver bare nødt til at gå med det, og det kan jeg rigtig godt lide.
I “Go’ aften live – sommer i Danmark” foregår første halvdel af udsendelsen, som den plejer – med aktuelle historier fra studiet i Tivoli – mens anden halvdel foregår ude i sommerlandet, forklarer redaktør Henriette Ladegaard-Pedersen.
Rundt i hele Danmark
Hele Danmarks-kortet – fra Gedser til Skagen – er repræsenteret i udsendelserne, og værterne lægger blandt andet vejen forbi Ærø, Fur, Bornholm, Samsø, Thy, Limfjorden og Nordsjælland.
I hvert program besøger værterne en kendt kulturpersonlighed eller et par på deres udvalgte sted – det kan være i baghaven, på stranden eller havnen – og så kan det være, at der kommer venner eller familie forbi, eller andet godtfolk, som har betydning for dagens hovedperson.
Hemmelige kendisser
Hvem, de kendte er, forbliver en hemmelighed, for det kan seerne gætte med om derhjemme.
– De vil hver vise deres lille plet af Danmark og fortælle, hvad der er helt særligt der, og det er det sted, vi tager udgangspunkt i hver dag – for nogle er det for eksempel lyset. For andre er det et godt sted at være sammen med børnebørnene, siger Henriette Ladegaard-Pedersen og fortsætter:
– Det er public service, for sommeren i år er sommer i Danmark, og nu har vi chancen for at vise danskerne vores land, på en måde som vi ikke plejer at vise det og lade de kendte danskere være ambassadører for hver deres udvalgte plet i Danmark.
Lene Beier kan også mærke, at sommeren bliver anderledes i år.
– Jeg kommer virkelig meget rundt i landet, når jeg optager “Landmand søger kærlighed” og “Hjem til gården” for eksempel, og jeg kan allerede mærke, at sommeren er anderledes i år, siger hun og uddyber:
– Folk er alle steder og samles i højere grad, end jeg nogensinde har set det før. Og det er det, vi også skal ud at opleve i “Go’ aften live – sommer i Danmark”
“Go’ aften live – sommer i Danmark” sendes fra mandag den 29. juni og fem uger frem.