Poul Krebs: -Jeg kan stadig føle mig afklædt på scenen

Med 23. album og 5 opsamlingsalbum på cv’et er Poul Krebs en erfaren herre i den danske musikbranche.

Siden 1979 har han været en del af danskernes musikalske opdragelse.

Netop nu er han aktuel med albummet “Maleren og delfinerne på bugten”.

Her fortæller Poul Krebs om nogle af sine første øjeblikke i karrieren:

Den første gang jeg stod på scenen:

– Den første gang, jeg stod på scenen med mine egne sange, var, da jeg gik på idrætshøjskole i Aarhus. Der sad nogle elever derude, som jeg kendte og var tryg ved, og det gjorde, at jeg turde stå på der. Jeg kan huske følelsen af, at jeg havde skrevet en sang selv, som jeg sneg ind mellem nogle andre sange. Følelsen af, at man kan føle sig totalt afklædt, når man synger noget, man selv har skrevet, for første gang, kan jeg stadig godt have engang imellem.

Den første gang jeg følte, at jeg virkelig lykkedes:

– Min storesøster havde taget mig med til Skagen. Hun skulle til en festival deroppe, og så havde jeg fået en åben mikrofontid i en skolegård. Da jeg havde spillet fire sange i skolegården, kom to amerikanerne, som var på turné i Danmark, hen til mig og spurgte, om jeg ville varme op for dem på deres turné. Der følte jeg virkelig, at jeg var lykkedes.

Den første gang jeg tvivlede på, om jeg havde satset rigtigt:

– Tvivlen har været der hele tiden, men tvivlen mærker jeg mest af alt, når jeg føler, at det, jeg laver, ikke gør en forskel, at jeg ikke sætter spor, at jeg ikke hører til nogen steder. Så hver eneste gang jeg har fået et afslag fra nogen undervejs, har jeg tvivlet på, om det var godt nok.

– Jeg kan huske, at den legendariske producer Poul Bruun engang sendte mig et brev, da jeg havde lavet en del album. Han skrev, at hvis jeg skulle gøre mig nogle forhåbninger om en karriere som dansk sanger, så skulle jeg nok skifte navn, fordi mit navn var for belastet af dårlige salgstal. Det næste, jeg lavede, var mit gennembrudsalbum. Han skrev bagefter til mig, at han havde taget fejl.

Den første gang jeg læste en anmeldelse af noget, jeg havde lavet:

– Jeg kan huske, at jeg havde spillet på en lille festival med min gamle ven Knud Møller, der er guitarist. Vi var blevet anmeldt, og vi havde fået en god anmeldelse. Jeg havde den hængende på min opslagstavle i flere år. Anmeldelser betyder stadig meget for mig, og jeg bliver også ked af det, når jeg får dårlige anmeldelser. Der er nogle, der konsekvent hader det, jeg laver, men sådan er det. Det må jeg jo leve med.

Den første gang jeg fik løn – og hvad jeg brugte pengene på:

– Jeg kan huske min første Koda-check. Det var kæmpestort. Lige pludselig kom der en check, og jeg blev helt overrasket. Jeg tror, jeg tog på ferie for pengene.

Den første gang jeg blev genkendt på gaden:

– Der stoppede jeg op og tænkte: “Hvorfor kender jeg ikke dig? Jeg kan ikke komme på, hvor vi kender hinanden fra?” Jeg går tit i mine egne tanker, og så glemmer jeg, at jeg er en offentlig person. Det ser jeg egentlig som et plus.

Den første gang jeg sagde fra:

– Dengang jeg kom hjem efter at have boet i Holland i et års tid, var det så voldsomt, at jeg gemte mig lidt. Jeg flyttede til Samsø med min familie. Jeg kan huske en dag, hvor jeg var i Brugsen, og så kom der en skoleklasse og ville have autografer.

– De kom løbende og spurgte, om jeg ikke var Poul Krebs, og jeg sagde: “Det er sjovt, I spørger om det. Det er der mange, der gør. Jeg må ligne ham så meget, men det er ikke mig”, og så gik jeg. Jeg magtede ikke at skrive autografer til en hel skoleklasse. Det var lidt usselt gjort, men det gjorde jeg altså.

/ritzau/FOKUS