Poul Thomsen død omgivet af familien

Han blev 84 år

Udgivet Opdateret

Tv-vært Poul Thomsen, der blandt andet er kendt fra 'Dus med dyrene', er død. 

Det fortæller hans hustru Susanne Lichtenstein til DR. 

- Klokken 13.30 (torsdag, red.) sov Poul stille og roligt ind omgivet af mig og mine børn, lyder det fra hustruen.

Poul Thomsen blev 84 år.

Han blev som mangeårig tv-vært allemandseje for seerne.

Det skete med programmer som fornævnte 'Dus med dyrene' og 'Hund og hund imellem', som skulle lære tv-seerne om dyr.

Hunden Balder var populær

Susanne Lichtenstein fortæller DR, at Poul Thomsen ud over at passe på sine medmennesker "virkelig var en dyreven".

I 'Dus med dyrene' besvarede Poul Thomsen seernes spørgsmål om de dyr, som græssede på markerne eller lå i deres sofa. Hans egen hund lå i hundekurven ved siden af ham, når han tonede frem på skærmen.

Det gjorde stort indtryk på seerne, når en af de hunde, han havde med, gik bort. Særligt hunden Balder oplevede en popularitet, som næsten overgik Thomsens egen.

Gennem årene blev det også til en række bøger og quiz- og portrætprogrammer som 'En naturlig forklaring', der også var en seermagnet.

Fiskede sammen

Den danske læge og journalist i DR, Peter Qvortrup Geisling, mødte Poul Thomsen i 1987 på DR i Aarhus. De to var på Poul Thomsens sidste fisketur for to måneder siden.

Han fortæller DR, at han så meget op til Poul Thomsen, og at han var "en af de største tv-værter, vi nogensinde har haft i Danmark".

Poul Thomsen fortalte Peter Qvortrup Geisling i den sidste tid, at han "ikke savnede mere af livet".

- Han havde nået det hele, siger Peter Qvortrup Geisling til DR.

Tv-vært Poul Thomsen er død.
Tv-vært Poul Thomsen er død.
Powered by Labrador CMS