Premiere: Her er den nye OL-musikvideo

Når Jeanette Ottesen, Caroline Wozniacki, Mikkel Hansen & co. tager til OL i Rio, bliver det med musikalsk motivation i ørerne fra NOAH. De danske atleter, DIF og Team Danmark har nemlig valgt singlen ’Vi Brænder’, som Danmarks officielle OL-sang ved legene i Brasilien. Se premieren på den stjernespækkede musikvideo.

Offentliggjort Sidst opdateret

”Stille før storm, sekunderne tikker og jeg slipper min angst. Jeg ser på mig selv, bag lukkede øjne og et hjerte i flammer.”

Troels Gustavsens ord fra NOAH-sangen ’Vi Brænder’ bliver de danske atleters musikalske motivation ved de olympiske lege i Rio de Janeiro til august. Atleterne har i samarbejde med Team Danmark valgt ’Vi Brænder’ som officiel OL-sang – og det er første gang nogensinde at Danmark har et OL-tema med i bagagen.

I den nye musikvideo ser vi bl.a. OL-guldhåbene, svømmer Jeanette Ottesen samt håndboldherrerne med Mikkel Hansen i front, folde sig ud i deres rette element.

– OL handler om at turde drømme og jagte sine mål, og OL er med til at skabe fællesskab og sammenhold. Det er lige netop det, som ’Vi brænder’ handler om og jeg tror at sangen kan være med til at skabe endnu mere OL-stemning i Danmark, når flammen tændes i Rio den 5. august. siger Morten Rodtwitt, OL chef de mission i DIF om sangvalget.

NOAH har siden gennembruddet i 2012 leveret dansksprogede pophits på stribe – og nu også et OL-tema. Sanger og sangskriver Troels Gustavsen var ikke i tvivl, da Team Danmark spurgte om atleterne måtte tage den seneste single ’Vi Brænder’ med til Rio.

En stolt Gustavsen siger:

– Det er en stor ære, og jeg håber da at sangens budskab kan give vores seje, danske atleter et ekstra moralsk boost, så de brænder igennem og tager medaljer hjem til Danmark.

Se musikvideoen nedenunder…

Powered by Labrador CMS