Skip to main content

Prins Andrew, festen er forbi

Fortiden har indhentet ikke blot Prins Andrew - men mænd og damer i hele den royale verden, skriver Kendte.dk's chefredaktør Claus Jessen om skandalen i det britiske kongehus

STEVE PARSONS/RITZAU SCANPIX

Så er der for alvor blevet lukket og slukket for den britiske prins Andrew.

Han er blevet strippet for alle sine militære titler og protektor-roller. Signalværdien er klar fra det britiske kongehus.  Vi vil ikke have noget med det her at gøre. 

Andrew må klare sig selv som privatperson.

Der er næppe nogen tvivl om, at nogle af landets ypperste juridiske hjerner i al diskretion er blevet bedt om at tygge sig gennem  den spegede sag: Er der den mindste mulighed for, at Prins Andrew kan komme sejrrigt ud af en retssag efter det påståede seksuelle overgreb på den dengang kun 17-årige Virginia Giuffre?

Svaret er et rungende vej.

At Andrew overhovedet har næret tæt omgang med svindleren og sex-forbryderen Jeffrey Epstein vidner også om en uhyggelig dårlig dømmekraft. 

Godt begavet har manden aldrig været. I et TV-interview bedyrede han sin uskyld og begrundede den med, at han ikke kan svede på grund af en sygdom.

Så er stilen for afhøringerne i retten ligesom lagt.

I sine unge dage var Andrew sin mors charmerende kæledægge. I dag har dronning Elizabeth kappet alle officielle bånd til ham for at beskytte kongehuset. Selv prinsens skrivebord er blevet ekspederet ud af Buckingham Palace.

Fortiden har indhentet ikke blot Prins Andrew - men hele den royale verden.

Engang kunne konger og prinser forlyste sig uantastet med kvinder i alle aldre og udgaver. De skulle nok holde kæfte. 

Pressen gjorde det samme.

Festen er aldeles forbi. Kvinderne hyler op og ikke mindst den britiske presse har droppet den uofficielle mundkurv.

Vi er mange der husker afsløringerne af kronprins Charles telefonsamtaler med sin elskerinde. Charles ville ikke kun være prins. Manden ville sågar være en Tampax i intimt selskab med Camilla Parker Bowles.

Prins Andrew er kommet ud på sit livs længste glidetur. Uden medaljer og noget fornuftigt at lave i og udenfor de royale gemakker.

Rejsen kan kun ende i mudderet. 

Uanset om han bliver frikendt eller ej, så vil prins Andrew være smurt ind i så meget møg, at han aldrig kan vaske det af igen. Stanken vil hænge ved i selv det fornemste jakkesæt.

Det har dronningen erkendt, og hun har derfor truffet den eneste rigtige beslutning, selv om det må være umådelig svært at undsige sit eget kød og blod i fuld offentlighed.

Del din kommentar