Prins Andrew i total nedtur

Prins Andrew er i unåde i York

Udgivet Opdateret

Et enigt byråd i York har onsdag stemt for at tage byens højeste ærestitel fra den britiske prins Andrew.

Der er tale om den såkaldte titel som "freeman" af byen.

Titlen bliver i byer givet til personer, som byråd ønsker at ære. Titlen giver ikke nogen privilegier i sig selv og er udelukkende en ærestitel, som viser, at personen bliver agtet højt i byen.

Prins Andrew fik titlen i 1987. Men han er ikke længere værdig efter sagen mod ham om seksuelt misbrug, mener byrådet.

Hans tilknytning til York er en "skamplet for byen", mener byrådsmedlem fra Labour Aisling Musson.

Prins Andrew fik ærestitel i York i 1987. Men han er ikke længere værdig efter sagen mod ham om seksuelt misbrug, mener byråd. (Arkivfoto).
Prins Andrew fik ærestitel i York i 1987. Men han er ikke længere værdig efter sagen mod ham om seksuelt misbrug, mener byråd. (Arkivfoto).

Byrådet mener også, at han bør miste sin titel som hertug af York. Det bør den britiske regering eller dronning Elizabeth sørge for sker, hvis prins Andrew ikke selv frasiger sig den, mener byrådet.

Liberaldemokraternes Darryl Smalley, der stod bag forslaget om at tage ærestitlen fra prins Andrew, uddyber, hvorfor prinsen ikke længere skal bære titlen.

Titlen er den højeste ære, som byen kan give til personer, der repræsenterer byen på bedst vis, påpeger han.

- Mange fremtrædende og dygtige folk bærer denne ære med stolthed og ansvarlighed.

- Når han er blevet frataget sine militære roller og protektorroller af dronningen, mener vi, at det er det rette at fjerne alle bånd, som prins Andrew stadig har til vores fantastiske by, siger Darryl Smalley.

Støtter ofre

Han uddyber, at beslutningen viser, at byen støtter ofre for overgreb.

- Det næste logiske skridt for prins Andrew er nu at gøre det rigtige og frasige sig titlen som hertug af York.

Den 61-årige prins Andrew indgik tidligere i år et forlig med kvinden Virginia Giuffre, der har anklaget ham for seksuelt misbrug og overgreb.

Prins Andrew er blevet lagt på is af det britiske kongehus og har mistet sine militære titler og protektorroller. Det skyldes anklagerne fra Virginia Giuffre.

Powered by Labrador CMS