Prins Felix dropper ud
Prins Felix afbryder uddannelse på løjtnantskole
Prins Felix stopper sit uddannelsesforløb på Hærens Løjtnantsuddannelse. Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Prinsen startede i august på forløbet på Gardehusarkasernen i Slagelse.
Årsagen til prinsens beslutning er ifølge kongehuset privat.
- Prinsens bevæggrunde betragtes som private og kongehuset ønsker ikke at kommentere beslutningen yderligere, står der i pressemeddelelse.
Til B.T. siger Helle von Wildenrath Løvgreen, der er presserådgiver for prinsens mor, grevinde Alexandra, at uddannelsen har vist sig ikke at være noget for prinsen.
- Nu skal prinsen stille og roligt finde ud af, hvad han så skal lave, siger hun til B.T.
Hun fortæller, at grevinden bakker op om prinsens beslutning:
- Grevinden er glad for, at hendes sønner trods alt tør udfordre sig selv, selv om alting ikke altid lykkes, forklarer Helle von Wildenrath Løvgreen.
Følger i storebrors fodspor
Dermed følger prins Felix' i sporene på sin storebror, prins Nikolai.
Han begyndte i 2018 på sergentuddannelsen på Varde Kasserne, men valgt også at stoppe.
Efterfølgende begyndte han at læse Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.
Prins Felix blev i sommer student Gammel Hellerup Gymnasium.
Her luftede han over for B.T. tanken om at søge ind på Copenhagen Business School på et senere tidspunkt.
- Men jeg er ikke fast besluttet på det, så nu har jeg lige to år til at tænke over det, sagde han i juni til mediet.
Der er tradition i kongehuset for at gøre tjeneste i militæret. Prins Felix' far, prins Joachim, har en længere uddannelse i det danske forsvar bag sig. Han er nu forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, Frankrig.
Også prins Felix' onkel, kronprins Frederik, har en lang baggrund i militæret. Han er blandt andet uddannet i specialstyrken Frømandskorpset.