Prins Harry laver dokumentarserie med TV-stjerne
Den britiske prins vil sætte fokus på psykisk sygdom og mental sundhed med en række nye dokumentarprogrammer.
Den britiske prins Harry har gjort det til sin mærkesag at tale åbent om psykisk sygdom, sårbarhed og sorg, og det får den 34-årige prins nu hjælp til af en af verdens mest berømte tv-personligheder.
Prins Harry er nemlig gået sammen med den amerikanske tv-mogul Oprah Winfrey for at lave en ny række dokumentarprogrammer, der skal sætte fokus på mental helbred.
Det oplyser det britiske kongehus i et opslag på Instagram.
– Dokumentarserien vil både fokusere på psykisk sygdom og mental sundhed og inspirere seerne til at tage en ærlig samtale om de udfordringer, vi hver især står over for, og hvordan vi kan bruge værktøjer til ikke bare at overleve, men også til at have det godt, lyder det i opslaget.
Premier på Apple TV
Her fremgår det også, at dokumentarprogrammerne får premiere på Apple TV i 2020.
– Parret (prins Harry og Oprah Winfrey, red.) har brugt flere måneder på at udvikle dokumentarserien og ser frem til at dele det vigtige projekt på denne globale platform, står der i opslaget på Instagram.
Mental sundhed er langt fra prins Harrys eneste mærkesag. Prinsen er blandt andet også initiativtager til Invictus Games, som er et sportsevent for sårede krigsveteraner.
Prins Harry blev i 2018 gift med den forhenværende amerikanske Suits-skuespillerinde Meghan Markle. Parret venter deres første barn senere på foråret.