Prins Harry: William slog mig i jorden

I sin nye bog beskriver prins Harry et skænderi med sin storebror, der angiveligt udviklede sig fysisk

Udgivet Opdateret

I sin nye selvbiografi fortæller den britiske prins Harry blandt andet om en konfrontation med sin bror, prins William. Harry hævder, at det endte med, at William gik fysisk til angreb på ham.

Konfrontationen skal være sket hjemme hos prins Harry i London i 2019. 

Ifølge Harry kaldte William hertuginde Meghan, som er Harrys hustru, for "besværlig, uhøflig og ubehagelig".

Det skriver The Guardian.

Ødelagde halskæde

Situationen eskalerede angiveligt, og Harry skriver i sin bog, at prins William "greb mig i kraven, ødelagde min halskæde og slog mig i jorden".

Prins Harry hævder videre, at angrebet medførte, at han fik synlige skader på ryggen.

Selvbiografien har fået titlen "Spare" - på dansk "Tilovers" - og udkommer i næste uge.

Det er allerede ventet, at den vil forværre forholdet mellem prins Harry og resten af den britiske kongefamilie.

Opsigtsvækkende

Prins Harry og Meghan Markle trak sig som fremtrædende medlemmer af kongefamilien i foråret 2020 og flyttede fra Storbritannien til Los Angeles i USA.

The Guardian, som har læst bogen, kalder "Spare" for en bemærkelsesværdig bog, hvor skænderiet mellem de to brødre udgør et opsigtsvækkende kapitel.

Ifølge prins Harry var årsagen til prins Williams' besøg i 2019 den "katastrofe", som udspillede sig mellem brødrene og i tabloidpressen.

William ønskede angiveligt at tale om det, men ifølge Harry var han allerede vred, da han ankom til Harrys hjem i London.

'Skar sig ind i mig'

Efter at William havde kritiseret hertuginde Meghan, svarede Harry igen, og det udviklede sig til et skænderi, hvor de begge råbte skældsord efter hinanden.

- Det hele skete så hurtigt. Meget hurtigt. Han greb mig i kraven, ødelagde min halskæde og slog mig i jorden. Jeg landede på hundens skål, som revnede under min ryg, og stykker af den skar sig ind i mig.

- Jeg lå på jorden et øjeblik - fortumlet - så rejste jeg mig og bad ham om at gå, skriver prins Harry.

Den britiske tronfølge

Her kan du se, hvordan tronfølgen ser ud i Storbritannien:

1. Prins Charles (født 14. november 1948), dronning Elizabeths ældste søn.

2. Prins William (født 21. juni 1982), prins Charles’ ældste søn.

3. Prins George (født 22. juli 2013), prins Williams ældste søn.

4. Prinsesse Charlotte (født 2. maj 2015), prins Williams barn nummer to.

5. Prins Louis (født 23. april 2018), prins Williams barn nummer tre.

6. Prins Harry (født 1984), prins Charles’ søn nummer to.

7. Archie Harrison Mountbatten-Windsor (født 6. maj 2019), prins Harry og hertuginde Meghans søn.

8. Prins Andrew (født 1960), dronning Elizabeths søn nummer to.

9. Prinsesse Beatrice (født 1988), prins Andrews ældste datter.

10. Prinsesse Eugenie (født 1990), prins Andrews datter nummer to.

Kilde: Nyhedsbureauet AP.

null

Ønsker en familie

Ifølge Harry undskyldte William, da han gik.

I forbindelse med bogudgivelsen har prins Harry givet et interview til ITV, som bliver sendt i Storbritannien på søndag.

I et klip fra interviewet siger prins Harry, at han ønsker at få sin far og bror tilbage og være en del af en familie og ikke en institution.

"Spare" kommer, en måned efter at Netflix udgav dokumentaren "Harry & Meghan".

Et skænderi mellem prins William (til venstre) og prins Harry (til højre) i 2019 udviklede sig ifølge Harry fysisk. Her ses de to brødre til dronning Elizabeths begravelse i september.
Et skænderi mellem prins William (til venstre) og prins Harry (til højre) i 2019 udviklede sig ifølge Harry fysisk. Her ses de to brødre til dronning Elizabeths begravelse i september.
Powered by Labrador CMS