Prinsepar afslører længe ventet nyhed
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia har nu fastlagt en dato for barnedåben.
Der er gang i de store begivenheder i det svenske kongehus. Nu afslører Prins Carl Philip og prinsesse Sofia den længe ventede nyhed om, hvornår prins Alexander skal døbes. Det sker den 9. september i slotskirken på Drottningholm Slott ved Stockholm. Det oplyser kungahuset.se.
Prins Alexander blev født den 19. april på Danderyds sygehus. Og nu er tiden altså inde til at han skal døbes.
Opkaldt efter prins Bertil
Prinsens fulde navn er Alexander Erik Hubertus Bertil. Han er opkaldt efter svenske prins Bertil, der var bror til Danmarks dronning Ingrid, og navnet er også prins Carl Philips fjerde navn. Lilleprinsens andet navn, Erik, er navnet på prinsesse Sofias far, mens Hubertus er kong Carl Gustafs fjerde navn.
Foruden titlen som prins af Sverige bliver den lille royale rolling også hertug af Södermanland.
Prinsen kom til verden 14 måneder efter, at hans forældre, prins Carl Philip og prinsesse Sofia, giftede sig med hinanden, og parret fejrede deres første bryllupsdag sammen onsdag den 15. juni med lilleprinsen liggende i barnevognen.
I anledning af prins Carl Philips 37-års fødselsdag 13. maj takkede prinseparret for alle hilsner efter fødslen af prins Alexander med et sødt billede af hele familien.
– Vi vil på denne måde gerne overbringe vores oprigtige taknemmelighed for alle lykønskninger, vi har modtaget i forbindelse med fødslen vores søn. Vi værdsætter virkelig jeres venlighed.