Prinsesse Benediktes mand pludselig død
Prinsessens mand døde pludseligt i aftes.
Prinsesse Benedikte er i sorg. Hendes mand, prins Richard er pludselig død mandag aften, oplyser Kongehuset.
Prinsen døde på slottet i Berleburg. Han blev 82 år.
Prins Richard har siden 1968 været gift med prinsesse Benedikte, som er søster til dronning Margrethe.
Prinsesse Benedikte er efter et kort ophold i Danmark rejst hjem til Berleburg tirsdag morgen.
Har tidligere været syg af kræft
Prins Richard har tidligere været alvorligt syg af kræft. Han blev i 2003 hasteindlagt på et lokalt sygehus nær Berleburg, hvor han skulle behandles for hudkræft.
Senere opdagede prinsesse Benediktes fysioterapeut, at prins Richard havde en ondartet knude i det ene lår.
Parret har tre børn
Parret er forældre til tre børn, Gustav, Alexandra og Nathalie. De to døtre har gjort ham til morfar fire gange.
Sønnen Gustav har ingen børn, men til gengæld har prins Richard overdraget ham ejendomsretten til slottet og de tilhørende 15.000 hektar skov.
Tæt forhold
Far og søn havde et tæt forhold, som blev yderligere styrket, da prins Richard for nogle år siden fik hudkræft og måtte igennem en opslidende kemobehandling.
Prins Richard, hvis fulde navn lyder Richard Casimir Karl August Konstantin zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, er søn af den svenskfødte fyrstinde Margareta, som var veninde med dronning Ingrid.
Hans far, prins Gustav Albrecht, som var ritmester i den tyske hær under Anden Verdenskrig, døde på østfronten.
Efter krigen rejste moren tilbage til Sverige, hvor prins Richard boede, indtil han vendte tilbage til Tyskland for at læse jura og senere forstvæsen.
Prins Richard ville være fyldt 83 år 29. oktober.