Prinsesse Elisabeth bisættes: Her er talen

Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende.

(Rom 14,7-9).

Trods svækket helbred deltog Hendes Højhed Prinsesse Elisabeth i Prins Henriks bisættelse i februar måned. Det var som altid vigtigt for hende at markere sit tilhørsforhold til den kongelige familie. Hertil var hun født og båren. Det blev hendes sidste offentlige fremtræden. Forleden sov hun stille ind på kommunens træningscenter Fortunen i Lyngby, hvor hun tilbragte den sidste uge af sit liv. De første dage ved bevidsthed, hele tiden omgivet af sine nærmeste.

Hun kom til verden på Sorgenfri Slot for 83 år siden, som datter af Arveprins Knud og Arveprinsesse Caroline-Mathilde, og voksede op sammen med sine to yngre brødre, grev Ingolf og grev Christian. Prinsesse Elisabeth var Kong Christian den Xs og Dronning Alexandrines første barnebarn, og var ved sin død nr. 12 i arvefølgen. Hun var ridder af Elefantordenen, som hun bar med stolthed ved store officielle begivenheder i Kongehuset og som i dag sammen med Dannebrog smykker hendes båre.

I mange år boede hun i Holte i en stor villa, men da den blev hende for dyr at bebo, flyttede hun de sidste år af sit liv tilbage til Sorgenfri og ind i Damebygningen, som blev stillet til rådighed af hendes kusine, Hendes Majestæt Dronningen. Ringen var sluttet og Prinsessen følte, at hun var kommet hjem. Hun gav dog udtryk for, at hun undertiden følte sig lidt ensom på Sorgenfri, men det skyldtes nok mest hendes svækkede helbred. Ikke mindst hendes tre niecer: Josephine, Camilla og Feodora med deres børn havde tæt kontakt til hende både i Holte-tiden og på Sorgenfri, og sad bogstaveligt talt ved hendes side i hendes sidste uge på Fortunen.

Trods sin kongelige herkomst fik Prinsesse Elisabeth et langt livsforløb som offentligt ansat, som kontorfuldmægtig i Udenrigsministeriet, og blev som sådan udstationeret i længere perioder ved den danske ambassade i Washington og ved den danske FN-mission i Geneve. Hendes gode sprogkundskaber, der omfattede fransk, engelsk og tysk, hørte til hendes fine kvalifikationer til et job i udlandet. I forbindelse med sit 40-års jubilæum i Statens tjeneste modtog hun Den kongelige Fortjenstmedalje i sølv – en udmærkelse som i hendes øjne bestemt ikke stod tilbage for Elefantordenen.

Prinsesse Elisabeth var humørfyldt, slagfærdig og uhøjtidelig. Hun balancerede fornemt mellem at være Prinsesse Elisabeth og bare Elisabeth, ikke mindst i familiens og vennernes kreds. Hun holdt af at rejse, især til Grønland, som hun ligesom sin far elskede. Som hun sagde: ”Grønland er mit store nummer.”

Ved siden af sit arbejde i Udenrigsministeriet varetog hun flere protektioner. Hun var Ordensherre i ”Kjæden,” og protektor i Dansk-Brasiliansk Selskab, Dansk-Japansk Selskab og Præmieselskabet for Plejemødre af 1861.

Hun var også et menneske, der ønskede orden i tingene. Hun  inviterede mig for fire år siden ud til Holte for at aftale nærmere om sin bisættelse, som hun ønskede, jeg skulle forestå. Og hun valgte ved den lejlighed de salmer, vi synger i dag, ligesom hun har valgt at blive bisat fra den kirke, hvor hun er døbt og konfirmeret, og ønsker at blive nedsat på Sorgenfri kirkegård sammen med sin samlever igennem 20 år, Claus Hermansen, der døde i 1997.

I huset på Gammel Dronninggårds Allé i Holte var gæster altid velkomne, ikke mindst hendes tre niecer, der som børn gerne så indenfor på vej hjem fra skole og blev beværtet med kage og saftevand. Nogle gange trak besøget ud, og så blev der ringet hjem til forældrene, grev Christian og grevinde Anne-Dorte med den beroligende oplysning: ”De er her!”. De tre piger var hendes stolthed og blev også inviteret på ferie i Schweiz i den tid, prinsessen boede der. Så blev de af forældrene sat på toget på Hovedbanegården eller op i flyet i Kastrup og modtaget ved rejsens ende af faster Elisabeth.

For prinsessen, der ikke selv fik børn, var de tre niecer og siden også deres otte børn som børnebørn at regne, og hun bevarede et fortroligt og kærligt forhold til dem i alle årene. ”Vi er en tæt familie,” lyder det enstemmigt fra de tre piger, som fortæller, at faster Elisabeth kaldte sig tante Beth, når hun var sammen med dem.

I sine sidste dage fulgte hun med i samtalen, så længe hun var ved bevidsthed. Ja, hun havde sine øjeblikke med fuld klarhed. Som da vi holdt en lille andagt og sang salmen, vi også sang i dag: ”Jeg er træt og går til ro.” Den brugte hendes forældre som aftenbøn, da hun var barn, og nu sang vi den atter med ordene, formet som en bøn for den syge:

Stå de syge hjerter bi,

Luk de trætte øjne i,

giv os alle fred og ro

i vor Herres Jesu tro!                             (DS 770 vers 4)

”Meget smukt, meget smukt!” udbrød prinsessen og smilede.

Fra vores livs første øjeblik og til vores sidste stund må vi tro os omfattet af Guds kærlighed. Vi tilhører Herren, hvad enten vi lever eller dør. Sådan som det blev sagt til hver enkelt af os og tydeliggjort i den hellige dåb, hvor vi blev kaldt ved navn og velsignet.

Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende.

Brorson udtrykker det så poetisk smukt i salmen om den yndigste rose, som vi nu skal synge, hvor rosen er et billede på Jesus selv:

Lad verden mig alting betage,

lad tornene rive og nage,

lad hjertet kun dåne og briste,

min rose, jeg aldrig vil miste.             (DS 122 vers 7a).

Amen