Prinsesse forsøgt bortført: Nu bliver hun 70

Prinsesse Anne har alle dage arbejdet hårdt med kongelige pligter. Hun fylder 70 år lørdag den 15. august, men hun risikerer at få travlt som aldrig før.

Lørdag fylder britiske prinsesse Anne 70. Foto: Victoria Jones/Scanpix.
Lørdag fylder britiske prinsesse Anne 70. Foto: Victoria Jones/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Prinsesse Anne har fået mere at lave.

Hun er den eneste datter af Storbritanniens dronning Elizabeth og prins Philip, og som prinsesse har hun pligter.

Også selv om hun den 15. august fylder 70.

Artiklen fortsætter under videoen

Hendes storebror er den britiske tronfølger, prins Charles, og så har hun to småbrødre, prinserne Andrew og Edward.

Men alt er ikke rent og pænt i alle familier, heller ikke i Huset Windsor.

Prins Harry, søn af Charles, har med sin kone, Meghan, meddelt, at de trækker sig tilbage fra de royales første linje.

De er flyttet til Los Angeles og har efterladt en stribe pligter til resten af kongefamilien.

Den 60-årige prins Andrew har fået frataget sine royale pligter, fordi han er viklet ind i en skandale med den amerikanske rigmand Jeffrey Epstein.

Epstein var anklaget for sexforbrydelser og hængte sig i en fængselscelle.

Nogen skal tage sig af Harrys, Meghans og Andrews royale pligter.

Udstillinger skal stadig åbnes, organisationer skal have en protektor, man skal besøge byer og museer og meget andet.

70 år, ja. Pensionering, nej.

– Jeg tror ikke, at pensionering er helt det samme for mig, siger hun i et interview med Vanity Fair i anledning af fødselsdagen.

Hun tilføjer, at de fleste nok vil sige, at hun er heldig, for mange vil ikke bare lige stoppe.

– Men det er et langt stykke ad vejen op til de organisationer, man er involveret i. Om de mener, at man stadig er relevant.

I forvejen har hun ry for at være blandt de flittigste på området for kongelig glans over begivenheder.

Velgørenhedsarbejde har nærmest været omdrejningspunktet i hendes liv. Da hun var bare lidt yngre deltog hun i hundredvis af arrangementer om året og var protektor for 200 organisationer.

Hun har i øvrigt også været OL-deltager. Det var hendes interesse for heste, der bragte hende så vidt.

Hun var som ung elev på den berømte Spanske Rideskole i Wien.

Højdepunktet af ridekarrieren kom i 1976, da hun dystede ved De Olympiske Lege i Montreal på sin mors hest Goodwill.

På den private front har prinsessen haft op og nedture.

I 1973 så tv-seere verden over med, da hun blev gift i Westminster Abbey med Mark Phillips.

De fik to børn, men ægteskabet holdt ikke. Parret blev separeret i 1989 og skilt i 1992.

Anne, der nu har fire børnebørn, blev hurtigt gift igen, nemlig med søofficeren sir Timothy Laurence i 1992, samme år som skilsmissen faldt i hak.

Laurence er nu viceadmiral.

Prinsessen har i øvrigt trukket overskrifter for andet end heste og skilsmisse.

Forsøgt bortført

I marts 1974 forsøgte en sindslidende mand at bortføre hende.

Da Anne og Mark Phillips var på vej hjem til Buckingham Palace i deres limousine, blev de overfaldet af Ian Ball, der skød og sårede parrets bodyguard, chaufføren og en tilfældigt forbipasserende.

Da Ball beordrede prinsessen ud af limousinen, svarede hun trodsigt og uimponeret: “Not bloody likely!”.

Overfaldsmanden blev kort efter overmandet af tililende politifolk.

Powered by Labrador CMS