Prinsesse hylder fraskilte forældre

Sarah Ferguson og prins Andrew blev skilt i 1996, men har ifølge deres ene datter formået at bevare et helt unikt venskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

De blev separeret i 1992 og skilt i 1996, men selv om de i 23 år har kunnet kalde hinanden for ekskone og eksmand, så har britiske Sarah Ferguson og prins Andrew stadig et meget tæt forhold til hinanden.

Så tæt, at det flere gange er rygtedes, at de to igen er et par.

Artiklen fortsætter under videoen.

Et opslag på det sociale medie Instagram fra deres ene datter prinsesse Eugenie har nu pustet liv i rygterne.

– Er der andre, der har prøvet at glemme at ønske deres forældre tillykke med bryllupsdagen?, skriver hun.

– Jeg er en dag for sent ude, men jeg vil gerne fejre, at mine forældre blev gift for 33 år siden. Tak for altid at være bedste venner og for at opfostre os sammen, skriver hun til et sort-hvid foto fra brylluppet, der fandt sted i Westminster Abbey den 23. juli 1986.

Skaber rygter

De ord får prinsessens mange fans til at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt parret er sammen igen, og flere skriver, at de håber, at Sarah Ferguson og prins Andrew vil lade sig gifte igen.

Så sent som i november afviste Sarah Ferguson dog, at et nyt bryllup ville komme på tale.

– Der er så mange mennesker, der har stillet mig det spørgsmål, men vi har det godt, som vi har det nu. Vi elsker hinandens selskab, vi lader hinanden blomstre. Jeg ved, at det lyder som et eventyr, men det er bare sådan, vi er, lød det fra hende i et interview med Daily Mail.

Prins Andrew og Sarah Ferguson bor sammen i Royal Lodge i Windsor Great Park.

Se prinsesse Eugenies kærlige opslag her:

Powered by Labrador CMS