Prinsesse Josephine får klart kampdags-svar fra mor
Kronprinsesse Mary måtte forklare tiårige prinsesse Josephine om kvindernes internationale kampdag
– Hvad er det for en dag?
Sådan spurgte kronprinsparrets yngste datter, prinsesse Josephine, sin mor ved morgenbordet, da hun så en overskrift om kvindernes internationale kampdag.
Det beretter kronprinsesse Mary i et opslag delt på kongehusets officielle Instagram-profil.
– Jeg tænkte kort over mit svar og sagde, at for hende er det en dag, hvor hun skal tro på og stole på, at hun kan blive til og gøre alt, hvad hun drømmer om, uden at nogen eller noget stopper hende, på grund af at hun er pige, fortæller kronprinsesse Mary i opslaget og fortsætter:
– Hun (prinsesse Josephine, red.) stillede ikke yderligere spørgsmål, så måske mit svar ikke var nogen overraskelse for hende. Måske er det noget, hun tager for givet. Men sådan er det ikke for mange andre piger rundt omkring i verden.
Kronprinsesse Mary understreger i opslaget, at uanset hvor man bor, er kvindernes internationale kampdag en vigtig dag, hvor vi ikke kun taler om, hvor langt vi er kommet, men også om hvor vi er kommet fra, og hvor vi gerne vil hen.
Ligestilling og kvinder og pigers rettigheder er blandt kronprinsesse Marys mærkesager.
Mandag aften deltager hun i Kvinfos virtuelle markering af dagen.
– For mig handler ligestilling ikke om, at alle skal være ens, men – som jeg sagde til Josephine – at køn ikke må spille en rolle, når muligheder præsenterer sig, og beslutninger bliver truffet. Eller når man følger sine drømme, lyder det fra kronprinsesse Mary.
Kronprinsesse Mary er mor til to døtre – foruden tiårige prinsesse Josephine har hun også prinsesse Isabella på 13 år.
Sammen med kronprins Frederik har kronprinsesse Mary også prins Christian på 15 år og prinsesse Josephines tvillingbror, prins Vincent.