Prinsesse skal køre ræs
Ved årets Classic Race Aarhus sætter prinsesse Athena sig i førersædet til sæbekasseløbet.
Når sæbekasseløbet skyder årets Classic Race Aarhus igang torsdag, er det med en prinsesse i førersædet i en af bilerne, der stiller til start.
Det er prinsesse Athena, prins Joachims yngste barn, der for første gang skal være med i sæbekasseløbet, annoncerer Classic Race Aarhus i en pressemeddelelse.
Glade og stolte
“Vi er både glade og stolte over, at Prinsesse Athena vil være med i år. I forvejen har Prins Joachim jo i mange år kastet glans over begivenheden, når han kører med sin klassiske Cortina. Dejligt at næste generation også bakker op om Classic Race Aarhus“, siger Mike Legarth, direktør i Classic Race Aarhus, i pressemeddelelsen.
Måske kan prinsesse Athena få køretips fra sin storebror Henrik, der flere gange har deltaget i løbet.
Motor mangler
Prins Joachim er som sædvanlig selv en del af ræset. Han kører fredag, lørdag og søndag i 65-klassen for Cortina Racing-Team.
Han har tidligere ageret ‘rugbrødsmotor’ for sine børns sæbekassebiler, men det vides endnu ikke, om prinsen også påtager sig opgaven for sin datters sæbekassebil også.
Hård konkurrence
Det er et skarpt hold, der stiller til start i årets sæbekasseløb ved Classic Race Aarhus. Prinsesse Athena skal op imod erfarne kørere, der har haft mulighed for at lære af en professionel racerkører.
Den nuværende Le Mans-kører Jan Magnussen har nemlig tilmeldt sine børn Luca og Millie.
Men der er også en intern konkurrence på Cortina Racing-Team. Oscar Davidsen Siesbye, makker til prins Joachim på racerteamet, hepper formentlig på sin datter Sofie Agnete, som er tilmeldt.