Nyt center skal forbedre ejendomsvurderinger

Skatteminister Benny Engelbrecht vil præsentere nyt center, der skal tage sig af ejendomsvurderinger. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Udgivet Opdateret

Regeringen vil oprette et særligt center uden for Skat, som skal øge træfsikkerheden i ejendomsvurderingerne.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) vil torsdag præsentere et nyt center for ejendomsvurderinger.

Det erfarer Ritzau, inden skatteministeren torsdag eftermiddag holder pressemøde, efter at et ekspertudvalg har fremlagt sit forslag til et nyt system for de offentlige, fejlbehæftede ejendomsvurderinger.

Centret får til opgave at fortsætte arbejdet med at mindske usikkerheden i Skats ejendomsvurderinger, så blandt andet billige boliger ikke overvurderes.

Normalt ville den opgave havne hos Skat, som i dag står for ejendomsvurderingerne. Ifølge Ritzaus oplysninger er regeringen imidlertid ikke klar til at lægge opgaven tilbage til Skat, før man er længere fremme i processen.

I stedet er regeringen klar med et nyt Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger (ICE).

Det skal få udvalgets anbefalinger helt i mål, udvikle beregningsmodeller på andre områder end ejerboliger og se på mulige løsninger på den systematiske overvurdering af billige boliger.

Samtidig får centret til opgave at udvikle et nyt it-system og forberede forslag til ny vurderingslov.

Implementeringscentret kommer ifølge Ritzaus oplysninger i stor udstrækning til at trække på eksterne specialister i statistik og vurdering.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS