Prisdrop på kendt forfatters skriveværksted
Sjette del i sagaen om den bedstsælgende forfatter Jussi Adler-Olsens eventyr på boligmarkedet er netop blevet en kendsgerning.
I denne uge blev forfatterens skriveværksted i Allerød nord for København nemlig sat ned i pris med en halv million kr.
Boligen kom til salg tilbage i juli – bare 12 dage efter at hjernen bag Afdeling Q-krimierne, havde sat sin private villa, der også ligger i Allerød, til salg.
Dengang hed prisen på forfatterværkstedet 5.995.000 kr., men nu er det altså et noget mindre greb i lommen, der skal til for at få råderet over det 266 kvadratmeter store hus på Prins Valdemars Allé tæt på Allerød centrum.
Det skriver boligsiden Boliga.
Ejendommen er i dag indrettet til erhverv og indeholder en stor, højloftet opholdsstue, køkken med spiseplads og brændeovn, tre værelser, en tagetage, der har været anvendt som atelier, og en kælder på godt 50 kvadratmeter med et helt nyt badeværelse og plads til eksempelvis bog-opbevaring.
Villaen solgt først
For under en uge siden kunne Jussi Adler-Olsen og fruen Hanne fejre salget af parrets private villa, der ligger godt 1,5 km fra skriveværkstedet.
Her lykkedes det nemlig at få solgt det 163 kvadratmeter store hus, som ægteparret har beboet siden 2007, hvor de købte det for 4.680.000 kr.
Salgsprisen er dog endnu ikke tinglyst, men alt tyder på, at villaen har indbragt noget mere.
Husets seneste udbudspris er nemlig 6.795.000 kr., oplyser Boliga.dk.
Også på forfatterværkstedet er der udsigt til en lille fortjeneste, hvis man ikke tager højde for de forbedringer parret har lavet i ejendommen. Det blev nemlig købt i 2012 for 4,3 millioner kr.
Valby kalder
Selvom en ny køber hurtigt skulle slå til Adler-Olsens kreative villa med den nye pris, kommer ægteparret Adler-Olsen ikke til at skulle overnatte på sofaer hos venner og bekendte.
I august sidste år købte de nemlig ifølge Boliga et byhus tæt på Jesuskirken i Københavns vestlige bydel Valby til 12,5 millioner kr.
Villaen er 321 kvadratmeter stor og blev oprindeligt udbudt til 13,5 millioner kr. Siden hen blev den dog justeret ned til 12,9 millioner kr., og udover det lykkedes det altså parret at få forhandlet en halv million mere af prisen.