Prisregn til dansk film
"Druk" vinder lørdag prisen for bedste film ved European Film Awards. Filmen honoreres med i alt fire priser.
Der var stor hæder til Thomas Vinterberg og filmen “Druk” ved årets European Film Awards, der anses som det europæiske svar på oscaruddelingen.
Her gjorde “Druk” rent bord. Filmen var nomineret til fire priser – og vandt dem alle sammen.
– Det kommer rimelig meget bag på mig. Jeg er ovenud lykkelig, siger Thomas Vinterberg.
(Artiklen fortsætter under videoen)
“Druk” fik prisen for bedste film, mens Thomas Vinterberg vandt statuetten for bedste instruktør.
Sammen med Tobias Lindholm vandt han også prisen for bedste manuskript. Duoen vandt også prisen sammen i 2012 for manuskriptet til filmen “Jagten”.
Priser til Mikkelsen og Vinterberg
Skuespillet i “Druk” blev ligeledes hædret ved lørdagens prisuddeling. Mads Mikkelsen vandt i kategorien bedste skuespiller.
Han spiller rollen som gymnasielæren Martin i “Druk”, hvor han er flankeret af Lars Ranthe, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen.
Sammen med de tre kolleger afprøver han i filmen den norske psykiater Finn Skårderuds teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt – den halve promille, der afholder en fra at give sig 100 procent.
Thomas Vinterberg mener, at de “fantastiske skuespillere” er en del af grunden til, at filmen er blevet sådan en succes.
– Vores film om den særlige alkoholkultur er noget, de forstår rundt omkring på planeten, siger han.
Han fortæller, at priserne nu skal fejres, selv om flere af skuespillerne, herunder Mads Mikkelsen, befinder sig uden for landets grænser.
– Vi er ikke ret mange – faktisk ganske få – men vi kommer til at råbe højt.
– Jeg har drukket kaffe de sidste par timer, for det gik lidt for stærkt i starten, men jo, nu tror jeg, vi skal have noget champagne, siger Thomas Vinterberg.
Kan finde vej til Oscar
“Druk” kan også ende med at finde vej til næste års oscarprisuddeling, der afholdes 25. april. Den danske oscarkomité har indstillet filmen som det danske bud på en oscarnominering i kategorien bedste internationale film.
Fra den 1. december vurderer oscarakademiet de indstillede film, hvorefter der den 9. februar annonceres en shortlist på ti film. Den 15. marts bliver de fem oscarnomineringer udmeldt.
European Film Awards afholdes én gang om året. Statuetterne uddeles af European Film Academy, der er en sammenslutning af europæiske filmskabere og -professionelle.
Grundet coronapandemien blev årets uddeling, der er nummer 33 af slagsen, afholdt virtuelt fra European Academys hovedsæde i Berlin.