Prisvindende forfatter: Lydbøger gør mig urolig

Katrine Marie Guldager har fået et hav af priser. Nu fortæller forfatteren, hvad hun selv læser denne sommer.

Forfatter Katrine Marie Guldager bliver urolig af lydbøger og har svært ved at læse på stranden.Foto: Nils Meilvang / Scanpix
Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Offentliggjort Sidst opdateret

Forfatter Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med digtsamlingen “Dagene skifter hænder”.

Den 53-årige forfatter har siden skrevet flere novellesamlinger, selvbiografien “Lysgrænsen”, en børnebogsserie om frøken Ignora, en familiekrønike i seks bind og anmelderroste romaner som “En uskyldig familie” og “Et rigtigt liv”.

Artiklen fortsætter under videoen.

Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser for sine værker, herunder Statens Kunstfonds arbejdslegat, Klaus Rifbjergs Debutantpris og Kritikerprisen.

Her fortæller den prisvindende forfatter, hvad hun selv skal læse denne sommer, og hvad hun vil anbefale andre læseheste at give sig i kast med:

Hvad skal du selv læse?

– Jeg skal læse “Catch and Kill” af Ronan Farrow. Det er historien om, hvordan #MeToo begyndte. Det er en sindssygt godt fortalt og spændende historie om, hvordan magtfulde mænd dækker over hinanden.

– Men det er også en spændende historie om, hvordan kvinder undlader at gøre oprør, enten fordi de ikke tror, de kan vinde, eller fordi de nægter at se sig selv som ofre.

Hvad vil du anbefale til læsning på stranden?

– Jeg læser faktisk ikke på stranden, for jeg synes, det er svært at koncentrere sig der. Men jeg kunne godt finde på at læse en krimi af for eksempel Sara Blædel – efter at jeg har taget solcreme på! Det er en klassisk fælde: Pludselig er bogen så spændende, at man bliver forbrændt.

Hvad vil du anbefale til læsningen i sommerhuset?

– Vi har sommerhus i Sverige, så der læser vi gerne Selma Lagerlöfs historie om Niels Holgersen. På den måde stifter børnene bekendtskab med en klassiker og læser en masse om Sverige.

– Vi har læst den to gange nu, og det bliver kun sjovere og sjovere, fordi vi kan nyde nye ting ved historien.

Hvilken bog skal man høre som lydbog?

– Jeg hører simpelthen ikke lydbøger. Lydbøger gør mig urolig. Jeg skal kunne se teksten foran mig!

Hvad vil du anbefale af læsning på en regnvejrsdag?

– Regnvejrsdage er perfekte til læsning, og her vil jeg anbefale noveller. Kort og præcist. Når man læser noveller, skal der være plads til eftertanke.

Hvad kan du anbefale andre som et must til sommerferielæsningen?

– Herhjemme læser vi p.t. “Jorden rundt på 80 dage” af Jules Verne. Den er god til højtlæsning, og alle kan være med på hvert sit niveau.

– Desuden giver den anledning til mange gode snakke om geografi, transportformer og så videre.

Powered by Labrador CMS